Alt for mange danske unge står uden hverken job eller udannelse. Og nu råber både erhvervsliv og organisationer op om, at alt for få virksomheder kender til ordning, der skal skaffe unge med særlige behov praktikpladser.
Unge med angst, unge med ADHD, unge med sociale fobier. Det kan være svært for unge med særlige behov at få foden i døren, og skaffe sig en plads på det arbejdsmarked, der i dag ellers i stigende grad mangler arbejdskraft.
Hver anden erhvervsskoleelev med handicap falder fra deres uddannelse, viser tal fra Institut for Menneskerettigheder.
Samtidig viser tal fra SMVdanmark, at hele 60 procent af de danske virksomheder ikke kender til den såkaldte SPS-ordning, der giver støtte til eks. støtteordninger eller hjælpemidler til den unge, der har den ene eller anden form for behov.
“Det er ikke en dans på roser at være elev med særlige behov på en erhvervsuddannelse. Alt for mange får ikke den hjælp, de har brug for, og vi ser et stort frafald som konsekvens. Vi kender en del af løsningen, og derfor kommer vi med dette udspil,” siger William Korte, Formand i Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH).
Èn af dem, der tager unge med særlige behov ind, er Trine Birkerod, indehaver af frisørsalonen Mae West i Fredericia. Hun fortæller til Avisen Danmark, at hun ikke kendte til SPS-ordningen, og det selvom hun har taget elever ind med særlige behov af flere omgange.
Dog har hun tydeligt mærket, at langt flere af de unge i dag er mere sårbare, end de var for år tilbage.
“Man skal udvise større omsorg, end man skulle førhen. Man skal holde dem mere i hånden og bruge mere tid på dem, end man skulle før. Det kræver mere at være mester med elever i dag,” siger hun til Avisen Danmark.
Hos SMVdanmark har man derfor sammen med SUMH foreslået et udspil til en ny reform på området. I udspillet præsenteres 10 tiltag, der skal sikre, at hjælpen når ud til dem, der har brug for det. Det fremhæves blandt andet, at erhvervsskolerne i dag bruger op mod 25 procent af deres SPS-ressourcer på administration.
Derudover oplever virksomheder, at de ikke får tilstrækkelig hjælp til at håndtere lærlinge med særlige udfordringer, og systemet er presset af det stigende antal elever, der har behov for SPS-støtte.
“Viljen til at tage imod lærlinge er stor ude i de små virksomheder, men virksomhederne har brug for mere hjælp til at tage godt imod lærlinge med særlige udfordringer. Der er blandt andet behov for, at virksomhederne får dækket de ekstra omkostninger, de bruger på at tilknytte en mentor til de unge” siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.