Der blev investeret for mere end seks milliarder kroner i it i de danske kommuner i 2023. Men der er store forskelle i, hvor meget hver kommune investerer pr. borger – og det kan være dårligt nyt.
I 2023 investerede de danske kommuner samlet 6,6 mia. kr. i it og teknologi, hvilket svarer til et gennemsnit på 1.210 kr. pr. borger.
Disse investeringer spiller en vigtig rolle i kommunernes digitale udvikling, men der er stor variation i, hvor meget hver kommune bruger pr. indbygger – og det kan få konsekvenser for både servicekvaliteten og cybersikkerheden.
Investeringer i it-løsninger handler dog ikke kun om serviceforbedringer. Ifølge Michael Wätjen, salgsdirektør i Trifork og forperson for Policy Board for Offentlig Digitalisering i IT-Branchen, kan kommunernes it-budgetter også have stor betydning for deres cybersikkerhed.
”Hvis man over flere år underinvesterer i fremtidens teknologier, risikerer man at skabe en digital udkantskommune, hvor borgerne får en ringere service end i andre kommuner. Det samme gælder for investeringer i cybersikkerhed. Og så står man både som kommune, erhvervsliv og borger med et problem,” siger han.
Store kommuner som København, Aarhus, Odense og Aalborg stod for de største investeringer og brugte samlet set 1,5 mia. kr. i 2023. Til sammenligning investerede de fire mindste kommuner blot 30,2 mio. kr. Samtidig er det ofte de små kommuner, der topper listen over investeringer pr. borger. Læsø Kommune brugte for eksempel 3.602 kr. pr. indbygger, mens Faxe Kommune kun investerede 276 kr. pr. borger.
”Vi oplever generelt, at kommunerne fortsat investerer markant i digitale løsninger – både for at skabe bedre borgerrrettede løsninger og for at understøtte medarbejderne i en travl hverdag,” siger Christoffer Strøier, Group Product Director i Mercell, der indsamler og analyserer de offentliges fakturaer.