Næsten symbolsk ligger selskabet WaterCare placeret i det smukke, venlige og naturskønne sydfynske landskab ved Assens. Selskabet, som gennem over to årtier har arbejdet med bæredygtighed og innovation inden for vandbehandling, er på mange måder symbolet på en virksomhed, der ikke alene driver grøn vækst, men også integrerer socialt ansvar som en kerneværdi. 23 pct. af WaterCares ansatte kommer fra nogle af samfundets udsatte grupper.
“Vores engagement i bæredygtighed og social ansvarlighed er ikke bare et forretningsmæssigt valg. Det er et kald. For os handler det om at gøre en forskel, når det handler om miljø og mennesker. Men det skal ske på et sundt forretningsmæssigt grundlag,” siger Nick Rønsner, administrerende direktør i WaterCare.
Han forklarer, at udover en begrænset kommunal starthjælp til disse 23 pct af de ansatte, så er de i løbet af en måned efter jobstart, ansat på helt almindelige vilkår uden nogen former for offentligt tilskud.
“Det er jo netop meningen med det. At vi skal kunne rumme den forskellighed, fordi vi er et spejl af det samfund, vi har vores forretning i. Så det giver rigtig god mening, fordi vi er med til at gøre en forskel,” siger Nick Rønsner.
WaterCare stiftet i 2001
WaterCare blev stiftet af den ingeniøruddannede Henrik Rønnest i 2001. Han er i dag direktør i selskabet med ansvar for forretningsudvikling. Virksomheden er en pioner inden for teknologier, der renser og genbruger spildevand og overfladevand samt produkter til håndtering af de ekstreme vandmængder, som klimaforandringerne har skabt – for eksempel faskiner så man undgår oversvømmelser i gader og på veje samt pumpebrønde til at holde kældre og lavtliggende områder tørre. Derudover laver WaterCare også regnvandsanlæg, så man kan udnytte regnvand i boliger til f.eks. toiletskyl og tøjvask.
Alt sammen produkter, som er med til at forbedre miljøet i de danske fjorde, vandløb og andre recipienter. I de over 20 år virksomheden har eksisteret, har WaterCare leveret mere end 500.000 løsninger til rensning af spildevand. Og Henrik Rønnest havde en klar vision, da han stiftede selskabet.
Passioneret lystfisker
“Jeg er passioneret lystfisker, og jeg har set, hvilken skade spildevandet gjorde på bække og åer, der hvor jeg voksede op. Jeg ville gøre en forskel for vandmiljøet og skabe mig en levevej. Derfor startede jeg WaterCare. Siden er den sociale dimension så kommet til. Det at se mennesker på kanten af vores velfærdssamfund rejse sig og passe et helt almindeligt job, få en mening med livet og en god plads i samfundet, gør mig simpelthen hen så glad. Jeg er stolt af, at WaterCare kan bidrage til samfundet, som vi gør,” siger Henrik Rønnest.
Jeg ville gøre en forskel for vandmiljøet og skabe mig en levevej. Derfor startede jeg WaterCare.
Henrik Rønnest, administrerende direktør i WaterCare.
Han fortæller samtidig, at han i 2006 indledte det nuværende samarbejde med Sparekassen Sjælland-Fyn.
“Det har været helt afgørende at have et pengeinstitut, som har troet på min drøm om denne virksomhed og stillet den nødvendige finansiering til rådighed,” siger Henrik Rønnest.
I april 2022 købte det private investeringsselskab Den Sociale Kapitalfond Invest godt 40 pct af virksomheden, som til dette tidspunkt var 100 pct ejet af Henrik Rønnest, som i dag ejer lige under 40 pct. via WaterCare Holding. De resterende ejerandele er fordelt på et par mindre investorer samt ledelsesgruppen.
Den Sociale Kapitalfond Invest har gjort det til sit speciale at investere i virksomheder, der også har en social bundlinje som en del af forretningsgrundlaget. Dog sker investeringerne altid ud fra, at virksomhederne også skal skabe et solidt økonomisk afkast til de investorer, som har penge placeret i Den Sociale Kapitalfond Invest.
En finansiel investering
Lars Jannick Johansen, der er stifter og ledende partner i Den Sociale Kapitalfond Invest, forklarer, at investeringsselskabet på ingen måde er et filantropisk projekt.
WaterCare skal være på forkant med fremtidens klimaudfordringer ved at være en førende bidragyder til et renere vandmiljø og til bedre udnyttelse af vores vandressourcer.
Lars Jannick Johansen, stifter og ledende partner i Den Sociale Kapitalfond Invest.
“Vores investering i WaterCare er som udgangspunkt en investering, som vi forventer os et virkelig godt finansielt afkast af. Men det handler samtidig også om at bidrage til at udvikle en virksomhed, der ikke alene driver grøn vækst, men også integrerer socialt ansvar som en kerneværdi,” forklarer Lars Jannick Johansen.
Han forklarer, at investeringen er foretaget i tæt dialog med WaterCare omkring selskabets muligheder i fremtiden.
“Den fælles ambition er at udvikle virksomheden bl.a. ved udvikling og markedsføring af produkterne på de nordiske markeder. WaterCare skal være på forkant med fremtidens klimaudfordringer ved at være en førende bidragyder til et renere vandmiljø og til bedre udnyttelse af vores vandressourcer. Samtidig skal virksomhedens socialt ansvarlige profil udvikles – til gavn for flere mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet,” siger Lars Jannick Johansen.