Hvad er det egentlig, der får en M&A-proces til at hænge sammen – og hvor ligger ansvaret, når tallene skal holde hele vejen til closing?
Det er omdrejningspunktet i nyeste episode af podcasten M&A Guiden, som udgives af MarketConnect i samarbejde med Nordic M&A. Her sætter værterne Morten Jeppesen, chefredaktør på MarketConnect, og Peter Rønde Jakobsen fra Nordic M&A fokus på CFO’ens centrale rolle i komplekse transaktioner.
Gæst i episoden er Tom Karlebo, CFO i DLF Seeds A/S – en dansk multinational frøproducent med hovedsæde i Smørum, aktiviteter i omkring 20 lande og eksport til mere end 100 markeder. DLF Seeds omsætter for cirka 7,5 mia. kr. og beskæftiger omkring 2.000 medarbejdere.
Tom Karlebo bringer omfattende erfaring fra en lang række M&A-processer både nationalt og internationalt.
CFO’en som tillidsanker i M&A
I episoden giver Tom Karlebo et konkret indblik i CFO’ens rolle før, under og efter en transaktion – fra forberedelse af datarum og due diligence til deltagelse i management-præsentationer og håndtering af finansielle forhandlinger.
“CFO’en er i praksis den, der skal sikre, at køberne har tillid til både tallene og historien bag dem. Det handler ikke kun om korrekt data – men om at kunne forklare udviklingen og sandsynliggøre fremtiden,” siger Tom Karlebo i podcasten.
CFO’en fungerer ofte som den operationelle tovholder på M&A-processen og spiller en nøglerolle i at underbygge virksomhedens forecast og værdiansættelse.
Praktiske erfaringer fra virkelige transaktioner
Podcasten går tæt på de konkrete erfaringer fra arbejdet med komplekse transaktioner og giver et sjældent indblik i de overvejelser, der ligger bag:
- Hvordan CFO’en strukturerer og kvalitetssikrer datagrundlaget
- Hvad der typisk udfordrer i due diligence-processer
- Hvordan man skaber troværdighed i dialogen med købere
- CFO’ens rolle i de afgørende forhandlinger
“Med M&A Guiden ønsker vi at bringe praksis tættere på markedet. Det her er ikke teori – det er erfaringer fra folk, der sidder midt i maskinrummet,” siger Peter Rønde Jakobsen fra Nordic M&A.
Om M&A Guiden
M&A Guiden er en podcastserie, der sætter fokus på centrale temaer inden for køb og salg af virksomheder – med perspektiver fra rådgivere, virksomhedsledere og specialister.
Podcasten udgives af MarketConnect i samarbejde med Nordic M&A og henvender sig til beslutningstagere, investorer og rådgivere med interesse for M&A.
M&A Guiden giver en dybdegående forståelse af, hvordan M&A-processer fungerer, og hvad der kræves for at gennemføre dem succesfuldt. Afsnittet er produceret af MarketConnect i samarbejde med rådgivervirksomheden Nordic M&A og er tilgængelig på Apple Podcast og Spotify fra i dag.


