Christian Borrisholt Steen: Kommunerne holder udsatte børn og unge udenfor fællesskabet

En ny undersøgelse fra SMVdanmark viser, at mange kommuner udelukker private fritidstilbud fra fritidspas-ordningen. Det betyder i praksis, at børn og unge i udsatte positioner fratages muligheden for at vælge netop den aktivitet, hvor de trives, udvikles og finder fællesskab. Det er ikke bare en teknisk detalje. Det er et politisk valg, der kan have livslang betydning for det enkelte barn.

I Arbejdsgiverforeningen KA har vi længe argumenteret for, at børn og unge skal have friere adgang til at indgå i forpligtende fællesskaber uden for skolen – f.eks. gennem et fritidsjob. Når børn og unge får mulighed for at tage ansvar, bidrage og være en del af et fællesskab, styrker det både deres personlige udvikling og deres tilknytning til fællesskabet.

Fritidspasset bør ses i samme lys. Det er et værktøj til at skabe deltagelse, trivsel og sammenhængskraft. Men det virker kun, hvis børn faktisk kan bruge det dér, hvor fritidslivet findes – uanset om det er i en klassisk idrætsforening eller hos en privat udbyder.

Især i de mere tyndtbefolkede områder er det typisk ikke de traditionelle foreninger, der står klar med fritidsaktiviteter – det er derimod private initiativer som rideskoler, dansestudier og fitnesscentre. Når kommunerne vælger at udelukke private aktører fra fritidspas-ordningen alene på baggrund af deres organisationsform, skabes der derfor en geografisk og social ulighed. I praksis betyder det, at et barn på landet får færre muligheder end et barn i en større by, selvom behovet kan være det samme eller større.

Hvis formålet med fritidspasset er at styrke fællesskab, frivillighed og inklusion, må vi spørge: Hvorfor begrænse børn til én type fællesskab? Private fritidstilbud kan på samme måde som kommunale være med til at gøre en værdifuld forskel for børn og unges trivsel og sociale udvikling. Derfor bør også private tilbud anerkendes og inddrages, ikke udelukkes.

Nogle kommuner – herunder Randers – er begyndt at åbne for en mere fleksibel tilgang, hvor det er barnets behov og aktivitetens kvalitet, der afgør adgangen til fritidspas, ikke udbyderens organisationsform. Det er et skridt i den rigtige retning. Men som SMVdanmarks undersøgelse viser, er der fortsat et stort efterslæb på landsplan.

Hvis vi ønsker et Danmark, hvor alle børn får reel adgang til fællesskaber, skal fritidspasset ikke begrænses til offentligt støttede idrætsforeninger eller kommunale musikskoler, men bør favne hele fritidslivet.

___________________________________________________

Christian Borrisholt Steen, politisk seniorkonsulent, Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget, SMVdanmark