Dansk Metal ser positivt på, at Energistyrelsen nu har tildelt en kontrakt om fangst, transport og lagring af CO₂ til Aalborg Portland A/S.
Kontrakten omfatter håndtering af 1,25 mio. ton CO₂ årligt og markerer et vigtigt skridt i realiseringen af storskala CO₂-fangst i Danmark.
“Det er en god nyhed, at vi nu tager et konkret skridt fra planer til virkelighed. CCS er afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål og samtidig bevare produktion og arbejdspladser i Danmark,” siger erhvervspolitisk chef i Dansk Metal, Emil Drevsfeldt Nielsen.
Dansk Metal hæfter sig samtidig ved, at der har været flere kvalificerede bud i udbuddet, herunder fra Gaia ProjectCo P/S (Vestforbrædning), som har valgt at takke nej til en reduceret kontrakt som marginal byder.
“Det viser, at der er et stærkt marked og flere projekter klar. Nu er det vigtigt, at vi får set på, hvad der skal til for, at endnu flere CCS-projekter kan realiseres. Det er afgørende for både klimaet og for at få opbygget en stærk dansk værdikæde,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
Dansk Metal opfordrer til, at der politisk hurtigt følges op med nye initiativer, så tempoet i udrulningen af CO₂-fangst og -lagring fastholdes.

