Demokraterne står til at overtage flertallet i begge Kongressens kamre. Det ændrer den politiske magtbalance i USA, men danske virksomheder skal ikke regne med, at amerikansk handelspolitik eller toldsatser ændrer sig med et slag, lyder vurderingen fra DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
Amerikanerne har sendt et klart signal om forandring ved midtvejsvalget. Demokraterne står til at sikre sig flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus, og dermed står Republikanerne til at miste kontrollen over begge Kongressens kamre.
Ifølge adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen skal valgresultatet blandt andet ses på baggrund af amerikanernes privatøkonomi. Det er en vigtig lære for Europa. Politisk stabilitet og opbakning hænger tæt sammen med borgernes oplevelse af deres egen økonomi og velstand.
- Valget er også en påmindelse til os i Europa om, at vælgerne i sidste ende mærker politik på deres hverdag og økonomi. Derfor skal vi holde fast i vores egen opgave: at styrke europæisk konkurrencekraft og velstand. USA er og bliver samtidig et af vores vigtigste markeder, og derfor skal vi blive ved med at engagere os og tale med begge sider, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han advarer imod at tro på store øjeblikkelige forandringer efter det markante valg.
- Amerikanerne har stemt på forandring. De høje priser har ramt de amerikanske husholdninger, og vælgerne har reageret. Men vi skal passe på med at tro, at alt dermed bliver anderledes fra i morgen, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
For danske virksomheder er det især udviklingen i den amerikanske handelspolitik, der har stor betydning. Og her er der ifølge DI grund til at holde forventningerne til et hurtigt kursskifte nede.
- Magten i Kongressen flytter, men handelspolitikken ligger fortsat i Det Hvide Hus, og præsidenten har stadig stor magt. Derfor skal danske virksomheder ikke forvente, at tolden forsvinder fra den ene dag til den anden, eller at USA pludselig bliver mere forudsigeligt, siger Lars Sandahl Sørensen.
Valgresultatet ændrer heller ikke ved en mere grundlæggende udvikling i forholdet mellem Europa og USA. Ifølge DI er der stadig behov for, at Europa i højere grad bliver i stand til at stå på egne ben økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk.
USA var allerede forandret inden midtvejsvalget. Det transatlantiske forhold er også forandret. Europa skal kunne meget mere selv på områder som konkurrencekraft, forsvar og teknologi, men vi skal ikke vende USA ryggen. USA er stadig vores vigtigste alliancepartner, og vi har en fundamental interesse i et stærkt transatlantisk samarbejde om både sikkerhed, handel og velstand.

