Christian Borrisholt Steen: Færre unge gør kampen om arbejdskraft endnu hårdere

En virksomhed kan have både kunder, kapital og planer om at investere. Men uden medarbejdere bliver væksten ikke til noget. Det problem risikerer at vokse markant uden for de største byer, viser en ny analyse fra SMVdanmark. 96 ud af 98 kommuner får færre unge de kommende ti år, og de største fald rammer landkommunerne.

Det er ikke kun en demografisk udfordring. Det er også en økonomisk udfordring. Færre unge betyder færre potentielle lærlinge, medarbejdere og på sigt faglærte. Og når tilbagegangen samtidig er geografisk skæv, risikerer den at ramme nogle af de virksomheder hårdest, som i forvejen har vanskeligst ved at rekruttere.

Det gælder blandt andet de mange produktions-, håndværks- og industrivirksomheder, der ligger uden for de største byer. De skaber arbejdspladser, eksport, investeringer og aktivitet i lokalområderne. Hvis mangel på arbejdskraft bliver en permanent begrænsning for disse virksomheders muligheder for at tage imod ordrer og udvide produktionen, er det ikke alene et lokalt problem. Det koster vækst og velstand for hele Danmark.

I Arbejdsgiverforeningen KA anerkender vi, at man ikke kan ændre demografien med et politisk flertal. Derfor bliver vi nødt til både at få mere ud af den arbejdskraft, vi allerede har, og gøre arbejdsmarkedet større.

Et oplagt sted at begynde er blandt de unge, som i dag har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Erfaringerne fra Joballiancen, hvor STU-steder, virksomheder og kommuner har samarbejdet målrettet om at hjælpe unge med særlige behov ind på arbejdsmarkedet, er interessante. 81 procent af 140 deltagende unge kom i job. Til sammenligning er kun 15 procent af unge, der har gennemført en STU, i beskæftigelse eller uddannelse 12 måneder senere. Det viser en undersøgelse fra Ligeværd.

Det er både et menneskeligt og et økonomisk tab, hvis unge, der kan bidrage på en arbejdsplads, i stedet ender på kanten af arbejdsmarkedet. Med mindre ungdomsårgange har vi ganske enkelt ikke råd til at undvære mennesker, som med den rigtige indsats kan blive en del af et forpligtende arbejdsfællesskab.

Men det kan ikke stå alene. Når arbejdsstyrken skrumper, får Danmark også brug for kvalificeret international arbejdskraft. Netop derfor er det svært at forstå, at Folketinget i sidste uge valgte at vedtage en ny overenskomstbaseret ordning, som ganske vist gør det lettere for nogle virksomheder at rekruttere medarbejdere fra udvalgte lande, men samtidig holder andre virksomheder med ordnede forhold udenfor.

For adgangen afhænger ikke alene af, om virksomheden har en kollektiv og anerkendt overenskomst og tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det har også betydning, hvem der har indgået overenskomsten. Dermed kan en virksomhed have orden i penalhuset og være dækket af en kollektiv overenskomst, men alligevel være afskåret fra ordningen, fordi overenskomsten er indgået med de ”forkerte” parter.

Det er efter min mening svært at forsvare – ikke mindst når vi ser på, hvor stort behovet for arbejdskraft er. Finansministeriets egne beregninger viser, at den vedtagne ordning forventes at øge den strukturelle beskæftigelse med blot 550 fuldtidspersoner i 2030. Til sammenligning har ministeriet beregnet, at en ordning med samme beløbsgrænse og øvrige betingelser, men uden overenskomstkravet, ville øge beskæftigelsen med omkring 1.900 fuldtidspersoner.

Det betyder ikke, at vi i KA ønsker at droppe kravet om ordnede forhold. Tværtimod. Vi mener fortsat, at den nye ordning bør være for virksomheder med en kollektiv og anerkendt overenskomst. Men den bør være åben for alle overenskomstdækkede virksomheder.

Finansministeriet har ikke beregnet, hvor mange medarbejdere netop den model ville give adgang til. Men ministeriets tal illustrerer, hvor meget politiske begrænsninger kan betyde for ordningens potentiale. På et tidspunkt, hvor virksomheder i store dele af Danmark mangler medarbejdere, burde ambitionen være at åbne døren for flest mulige virksomheder med dokumenteret ordnede forhold. I stedet har Folketingets flertal valgt en snæver model, som samtidig giver den traditionelle fagbevægelse kunstigt åndedræt.

Det er den forkerte prioritering. Politikernes opgave bør ikke være at beskytte bestemte organisationers position på arbejdsmarkedet, men at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og samtidig give virksomhederne bedst mulige muligheder for at skaffe den arbejdskraft, de har brug for. Det afgørende bør være indholdet af overenskomsten – ikke logoet på den.

Endelig skal vi gøre arbejdsmarkedet geografisk større. En potentiel medarbejder 30 kilometer fra en virksomhed er kun en del af arbejdsudbuddet, hvis det rent faktisk er muligt og økonomisk attraktivt at komme på arbejde. Derfor bør det forhøjede befordringsfradrag ikke kun hjælpe mennesker, der bor i yderområder, med at pendle ud. Det bør også omfatte medarbejdere, der pendler ind i en udkantskommune for at arbejde.

SMVdanmarks analyse bør derfor give stof til eftertanke. Vi kan ikke vedtage os til større ungdomsårgange. Men vi kan få flere ind på arbejdsmarkedet, øge den geografiske mobilitet og give virksomheder med ordnede forhold bedre adgang til kvalificeret international arbejdskraft.

Desværre valgte Folketinget i sidste uge at gøre det sidste vanskeligere, end det behøver at være. Det er dårligt nyt for de virksomheder, der allerede i dag kæmper om medarbejderne – og det bliver ikke mindre problematisk, når ungdomsårgangene bliver mindre i de kommende år.

______________________________________________

Christian Borrisholt Steen, politisk seniorkonsulent, Arbejdsgiverforeningen KA og medlem af SMVdanmarks Uddannelses- & Arbejdskraftudvalg