PISA-resultaterne er et alvorligt svigt af de unge. Når danske elevers faglige niveau falder så markant, skal alle alarmklokker ringe. Der er brug for et markant kursskifte med fokus på de unges faglighed og fremtid, mener Dansk Industri.
Danmark har aldrig tidligere opnået så lave resultater i nogen af PISA’s tre discipliner. Samtidig er Danmark gået markant tilbage i den internationale rangering og ligger nu under OECD-gennemsnittet i både læsning og naturfag.
– Der er tale om et nationalt svigt af en hel generation. Det er en decideret katastrofe, at danske elevers faglige resultater er faldet til et historisk lavt niveau. Det bør få alarmklokkerne til at ringe overalt og særligt i kommunerne, som har ansvaret for folkeskolen. PISA-resultaterne viser desværre med al tydelighed, at de langt fra har leveret det faglige løft, eleverne har brug for. Nu skal vi vende udviklingen og sikre, at langt flere unge forlader folkeskolen med langt stærkere faglige kundskaber og mod på livet, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Samtidig viser PISA, at andelen af lavt præsterende elever er steget markant i alle tre discipliner, mens andelen af højt præsterende er faldet. Faktisk har der aldrig været flere lavt præsterende og færre højt præsterende elever i nogen af de tre discipliner. Andelen af højt præsterende danske elever ligger nu under OECD-gennemsnittet i både matematik, læsning og naturfag. Det er en voldsom negativ udvikling for Danmark.
– Vi ser både flere elever, der ikke når et tilstrækkeligt fagligt niveau, og færre elever i toppen. Det er et dobbeltproblem for samfundet. Men først og fremmest handler det om de unge. De skal forlade skolen med både sociale og faglige kompetencer i stedet for ringe færdigheder og mistrivsel. De unge fortjener en både faglig og social ballast, der giver dem de bedste muligheder for videre uddannelse, arbejde og et godt liv, siger Lars Sandahl Sørensen.
Markant kursskifte med fokus på dansk, matematik og flere lærere
Resultaterne viser også, at vi ikke kan nøjes med at gøre mere af det samme. Når de faglige resultater falder så markant, er der behov for et markant kursskifte og en målrettet indsats i en helt anden skala end i dag. Samtidig må det ikke blive en diskussion om økonomi, da Danmark i forvejen er et af de lande, der bruger flest penge per elev.
– Vi har gennem flere år råbt vagt i gevær. Nu må alle med ansvar for skolen tage et reelt ansvar for at vende udviklingen – både i kommunerne og på Christiansborg, ligesom forældrene har en central rolle i deres børns læring og adfærd. Det er godt, at regeringen har gjort folkeskolen til sin førsteprioritet. Nu skal investeringerne bruges til at skabe et markant fagligt løft for eleverne. Det kræver, at vi tør prioritere fagligheden og rammer for indlæringen langt højere, end vi har gjort hidtil. Vi må følge udviklingen tæt, så vi kan se, om indsatserne virker, siger Lars Sandahl Sørensen.
Dansk Industri peger på investeringer i de primære fag, flere uddannede lærere, et stærkere fokus på de basale færdigheder og ansvarlig brug af AI som en del af løsningen:
– Vi skal investere massivt i dansk og matematik, have flere uddannede lærere og en stærk to-lærerordning i de to fag. Når de nye nationale test kommer, skal der være en stram styring, hvor kommunerne skal vise, at de kan løfte opgaven og styrke elevernes basale færdigheder. Samtidig skal vi have mod til at bruge AI-værktøjer målrettet læring til at støtte elevernes faglige udvikling, siger Lars Sandahl Sørensen.

