Erhvervstilliden faldt i oktober hos både små og store virksomheder, og faldet er størst blandt SMV’erne. Samtidig viser nye tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer, at den fremgang, industrien har haft det seneste år, i overvejende grad ligger hos de største virksomheder.
Den samlede erhvervstillid faldt i oktober for både store og små virksomheder. Blandt SMV’erne falder indikatoren fra 99,2 i september til 96,5 i oktober, hvilket er det laveste niveau siden februar, og for de store virksomheder går den fra 101,8 til 100,2.
Det fremgår af de seneste tal fra SMVdanmarks konjunkturbarometer.
Den samlede udvikling dækker over et fald i alle branchegrupper med undtagelse af industrien, som i Danmarks Statistiks samlede opgørelse steg med omkring 2,2 procentpoint den seneste måned. Bag tallene gemmer sig dog en modsatrettet udvikling for store og små industrivirksomheder.
Industriens samlede tillidsindikator faldt blandt SMV’erne fra 93,6 i september til 91,6 i oktober, mens de store industrivirksomheder steg fra 87,4 til 92,4. Den samlede fremgang for industrien dækker altså over, at fremgangen findes blandt de store virksomheder, mens SMV’erne går tilbage.
– Når industriens tillidsindikator opgøres samlet, ser oktober ud som en måned med fremgang. Men når vi deler tallene op efter virksomhedsstørrelse, viser det sig, at fremgangen ligger hos de største virksomheder, mens de mindste industrivirksomheder ser en tilbagegang, siger Niels Storm Knigge, cheføkonom i SMVdanmark.
Næsten fire gange så stor fremgang hos de store
Den seneste udvikling forstærker en længerevarende tendens. Sammenlignet med for 12 måneder siden er tillidsindikatoren blandt SMV’erne steget med 4,6 procentpoint, fra et niveau på 87,0 i oktober 2025. Blandt de store industrivirksomheder er den i samme periode steget fra 75,1 til 92,4, en stigning på godt 17 procentpoint. Fremgangen i industriens erhvervstillid det seneste år er dermed især drevet af de store virksomheder.
Udviklingen betyder, at de store industrivirksomheder for første gang siden marts 2025 har en højere samlet tillidsindikator end SMV’erne i industrien.
– Stemningen ser ud til at vende igen hos de store industrivirksomheder, som i første halvdel af 2025 oplevede et markant fald i erhvervstilliden. Det er i løbet af 2026 blevet delvist genoprettet, men vi ser ikke samme bevægelse for SMV’erne, forklarer Niels Storm Knigge, cheføkonom i SMVdanmark.
En opdeling af erhvervstillidsindikatoren på delområder viser desuden, at fremgangen for de store industrivirksomheder fordeler sig bredt: Højere beskæftigelsesforventninger bidrager med 5,0, vurderingen af ordrebeholdningen med 4,4 og produktionsforventningerne med 3,4 procentpoint. For SMV’erne er det især vurderingen af eksportordrebeholdningen, som har trukket op og isoleret set bidraget med et løft på 3,0 procentpoint.
– De store industrivirksomheder har over det seneste år især fået højere forventninger til beskæftigelse og produktion. Det trækker industrien op. Hos SMV’erne er fremgangen mere beskeden og kommer hovedsageligt fra et mere positivt syn på eksportordrebeholdningen, siger Niels Storm Knigge.

