Vinhuset.dk kan i dag løfte sløret for opkøbet af Ginkassen.dk, der under Corona-krisen skabte en kæmpe følgerskare med live gin-smagninger.
Vinhuset.dk, der er leverandører af kvalitetsvin og smagekasser, har udvidet sin portefølje ved at opkøbe Ginkassen.dk, der har specialiseret sig i abonnementskasser med gin og har opbygget en solid kundebase gennem deres koncept, som kombinerer håndplukkede ginflasker med tilhørende tonics.
Opkøbet giver Vinhuset.dk mulighed for at nå nye markedssegmenter og integrere gin-tilbuddet i deres eksisterende sortiment.
“Vi ser store muligheder i at integrere Ginkassen.dk’s tilbud i vores sortiment. Opkøbet giver vores kunder adgang til et bredere udvalg af gin fra mindre producenter, og Ginkassens abonnementsløsning kan inspirere vores egne fremtidige vinabonnementsløsninger,” siger Regin Bjerregaard Iversen, medejer af Vinhuset.dk.
Ejerkredsen, som inkluderer Morten Larsen, Anne Stampe og Nikolaj Nyholm, ser positivt på opkøbet.
“Ginkassen.dk har udviklet en platform for gin-entusiaster, og i Vinhuset.dk planlægger vi at videreudvikle dette koncept og tilbyde flere smagsoplevelser. Opkøbet skaber synergieffekter, og ved at kombinere Vinhusets erfaring inden for vin og gin med Ginkassens erfaring med abonnementsløsninger, ser vi frem til at introducere nye produkter i den kommende tid.”
Med dette opkøb styrker Vinhuset.dk sin position på markedet og udvider sit sortiment med produkter, der appellerer til både vin- og gin-entusiaster.

