Små restauranter og kunstnere med egne butikker blander sig med den salte vind fra Kattegat, den stille motorbrummen fra færgen til Rørvig og mågernes skrig over fiskerbådene.
Selv på denne solbeskinnede efterårsdag i oktober har turister fundet vej til Hundested Havn, hvor de blander sig med de håndværkere, som knokler løs med at lægge sidste hånd på havnens nyeste satsning; et hotel, som gerne skulle være en af de elementer, som skal sikre Hundested Havn at blive servicehavn for havvindmølleparker.
Havnedirektør på Hundested Havn, Søren Brink, forklarer, at det nye hotel på ingen måde er ment som en konkurrent til de eksisterende hoteller. ”Men hvis vi skal lykkes med at blive servicehavn for kommende havvindemølleparker, så skal vi have et sted, hvor håndværkere udefra kan få et ordentligt sted at bo. Vi vil nemlig ikke være en kulisse af en havn, vi vil være en rigtig havn med fiskerihavn, industri, færge og lystbåde. Det kræver at vi hele tiden udvikler os,” siger Søren Brink.
Færgen til Grenå stoppede
I over 20 år har han været øverste chef for havnen. Han mindes klart og tydeligt 1996, som var året for færgeforbindelsen mellem Grenå og Hundested ophørte.
”Det betød tab af rigtig, rigtig mange arbejdspladser i Hundested. Det betød samtidig også, at den naturlige trafik af besøgende til byen blev kraftigt reduceret. Derfor var vi nødt til at træffe nogle klare beslutninger om, hvordan vi fremadrettet ville sikre, at Hundested Havn fortsat kunne være et aktivt for byen, og hvordan det kunne sikres både at bevare fiskeriet, industrien, Rørvig-færgerne og lystbådene,” fortæller Søren Brink.
Den helt store beslutning blev truffet i 2003, hvor Søren Brink sammen med sin bestyrelse traf beslutningen om, at Hundested Havn skulle være et sted, hvor man både bevarede havnens mange forskellige havneaktiviteter samtidig med, at man på havnens arealer på landjorden etablerede kreative områder med restauranter, værksteder og butikker til kunstnere og hoteller.
Tro mod havnens DNA
”Vi ville sikre, at vi forblev tro mod havnens historiske DNA samtidig med, at vi tilpassede os den vækst i turismen, som Danmark generelt oplever. Og det er faktisk lykkes. Vi oplever til stadighed flere og flere besøgende på havnen. Mange busrejser lægger vejen forbi, vi får besøg af mange turister i egen bil, og vi oplever sågar, at krydstogtskibe lægger til i Hundested Havn. Dertil kommer de mange fra nærområdet inklusive København, som tager hertil, fordi de netop har hørt, at det er et dejligt sted at gå en tur og få en bid mad,” siger Søren Brink.
Han fortæller, at udviklingen af Hundested Havn er sket i tæt samarbejde med havnens pengeinstitut, Sparekassen Sjælland-Fyn.
”Når man laver en strategi, som vi har lavet, så skal der være en bank, som også tror på en og som kan se perspektivet i at være med til at yde de lån, som er nødvendige for, at det kan lykkes. Og jeg må bare sige, at Sparekassen Sjælland-Fyn har været der, når vi havde brug for det. Både med rigtig god sparring, en vifte af de rigtige finansielle produkter og ikke mindst de lån, der har skullet til. De har virkelig været professionelle,” siger Søren Brink.
Selskabet Hundested Havn omsætter i dag for cirka 25 mio. kr. årligt, og lander et overskud på mellem 5 og 8 mio. kr. Og havnedirektøren har en ambition om, at væksten på havnen skal fortsætte.
Må aldrig gå i stå
”Vi skal blive ved med at udvikle os. Det må aldrig gå i stå. Til næste år afgøres det, hvor servicehavnen for Hesselø Havvindmøllepark i Kattegat nord for Sjælland skal placeres. Vi håber naturligvis at kunne få den til Hundested Havn,” siger Søren Brink.
Han understreger samtidig, at arbejdet med at tiltrække turisterne også skal fortsætte.
Havnen ser blandt andet en stigning i besøgende fra Tyskland, det skal vi selvfølgelig udnytte.
Søren Brink, havnedirektør på Hundested Havn.
”Vi har og skal have spisesteder, som strækker sig fra et godt, hurtigt måltid til egentlige gourmetrestauranter. Vi har et lokalt bryghus, som er opbygget på et økonomisk fundament ved at udlodde folkeaktier. Vi har arbejdende værksteder med profilerede kunstnere. Vi har de traditionelle havneaktiviteter, som både tiltrækker turister fra land og til vands. Havnen ser blandt andet en stigning i besøgende fra Tyskland, det skal vi selvfølgelig udnytte sammen med de mange andre muligheder, vi har. Jeg ser en lys fremtid for Hundested Havn,” siger Søren Brink.