Lars Aaen Thøgersen forlader sine topstillinger i Peter Larsen Kaffe og moderkoncernen, svenske Löfbergs, for at blive CEO i GrowGrounds, som han selv har stiftet sammen med de to kaffevirksomheder og to andre erfarne kaffe- og bæredygtighedsprofiler.
Klimaet er i krise, det er de fleste efterhånden klar over.
Men hvad man egentlig skal gøre ved det, er der straks flere, der ikke helt ved, hvad de skal svare til. Men ét af de steder, man kan komme langt er ifølge Lars Aaen Thøgersen, der netop har stiftet kaffevirksomheden GrowGrounds, er ved at gøre vores kaffeproduktion langt grønnere og mere bæredygtig, end den er i dag.
For mens efterspørgslen på verdensplan forventes at stige med 50 pct. frem mod 2050, vil store dele af den jord, der er egnet til dyrkning af kaffen, blive lagt øde grundet de klimaforandringer, som kaffeproduktion selv har været en stor faktor i at skabe. For det er forbundet med meget stor CO2-udledning at producere kaffe i så stor stil, som der gøres på verdensplan i dag.
”I dag dyrkes langt det meste kaffe i monokulturer, som hverken er godt for jorden eller klimaet og desuden kræver store mængder kunstgødning og pesticider. Sammen med kaffefarmere i hele verden vil vi omlægge deres produktion til skovlandbrug og skabe en CO2-positiv kaffeproduktion med økologisk dyrkning, større biodiversitet og nye indtægtskilder for farmerne,” siger Lars Aaen Thøgersen, der før grundlæggelsen af GrowGrounds var chef for innovation og kommunikation hos Peter Larsen Kaffe og innovationsdirektør med ansvaret for cirkulær omstilling i moderkoncernen, svenske Löfbergs, der også er medstiftere af GrowGrounds.
Den ene af Lars Aaen Thøgersens, snart tidligere, chefer, CEO i Löfbergs, Anders Fredriksson, ser GrowGrounds som en helt naturlig investering for den svenske kaffekoncern, og han er også en del af bestyrelsen i det nye selskab.
”Vi vil styrke arbejdet med bæredygtighed og klimapåvirkning i hele vores forsyningskæde, og derfor vil vi bidrage til en global omlægning af kaffeproduktionen, både af hensyn til klimaet og miljøet og af hensyn til kaffefarmerne,” siger han.
Hos Peter Larsen Kaffe er administrerende direktør, Claus Bertelsen enig med sin svenske kollega.
”Det handler om at skabe en synlig og dokumentérbar effekt, der virkelig batter. GrowGrounds og partnere kan skabe reelle forandringer på en skala, der kommer til at gøre en kæmpe forskel.”