Formuepleje bliver fra den 2. november 2026 en del af Jyske Bank-koncernen. Købet styrker koncernens position inden for Private Banking, kapitalforvaltning og formuerådgivning, mens kunderne fortsat møder de rådgivere og den investeringsfaglighed, de kender.
Jyske Bank gennemfører mandag den 2. november opkøbet af Formuepleje. Derefter fortsætter Formuepleje som selvstændig enhed i Jyske Bank-koncernen, og driften i både Formuepleje og Jyske Bank fortsætter uændret.
”Med Formueplejes medarbejdere får Jyske Bank endnu flere specialiserede kompetencer inden for formueforvaltning. Samtidig får Formuepleje adgang til Jyske Banks skala, infrastruktur samt stærke formue- og kapitalforvaltningsmotor. Ambitionen er over tid at skabe et endnu stærkere samlet tilbud til kunder med komplekse behov omkring deres formue. Vi glæder til at byde kunder og medarbejdere velkommen,” siger Lars Mørch, ordførende direktør i Jyske Bank.
For Formueplejes kunder betyder det nye ejerskab ikke ændringer i den daglige kontakt eller i den rådgivning, de modtager. Formuepleje bygger videre på sin investeringsfaglige tilgang og sine eksisterende kunderelationer.
”Vores tætte relation til kunderne og specialiserede investeringsløsninger er fortsat fundamentet for Formuepleje. Med Jyske Banks skala, infrastruktur og stærke kompetencer inden for formue- og kapitalforvaltning i ryggen får vi nye muligheder for at udvikle Formuepleje og med tiden tilbyde flere værditilbud, et endnu bredere investeringsunivers og en mere helstøbt kundeoplevelse,” siger Peter Kjærgaard, administrerende direktør i Formuepleje.
Jyske Bank offentliggjorde aftalen om at købe FP Kapital A/S (Formuepleje) den 2. september 2026. Købet bliver gennemført med virkning fra den 2. november 2026, hvorefter Jyske Banks bankdirektør Ingjerd Blekeli Spiten indtræder som bestyrelsesformand, og Peter Kjærgaard fortsætter som CEO.

