Der har længe været debat om den kinesiske handelsplatform TEMU, der har høstet meget kritik herhjemme. Nu bliver de underlagt andre EU-regler, end de hidtil har skulle leve op til.
Der er snart ikke den spiller på det danske e-handelsmarked, der ikke har sagt eller skrevet kritisk om TEMU gennem det seneste års tid.
Kritikken er gået på elendig kvalitet af de produkter, man kan købe på platformen – til kritik af TEMUs forretningsmodel, der hidtil har tilladt dem at snige sig udenom EUs lovgivning.
Men nu er TEMU i EU blevet kategoriseret som en “meget stor online platform” og med det prædikat, står de nu til at skulle leve op til de regler, som denne kategori kræver.
”Det betyder nemlig, at Temu nu underlægges reglerne i Digital Services Act, og de er markant strengere end dem, Temu tidligere har været underlagt,” siger Betina Schiønning, som er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.
Kategoriseringen betyder blandt andet, at Temu skal gøre ”deres bedste” for at sikre, der ikke bliver solgt ulovlige eller farlige produkter via deres platform. De skal også hyre ekstern hjælp for at overholde reglerne:
“Det bliver også spændende at se, hvor stor betydning det får, at Temu nu er forpligtet til at have en ekstern complianceansvarlig til at hjælpe dem med at håndtere de største risici. Vi har jo set, at de har hyret mange kommunikationspersoner i EU, som taler meget om, hvor meget de gør. Nu glæder det os så, at de også skal søge rådgivning udefra om, hvordan de skal blive bedre til at håndtere risikoen for farlige produkter,” siger Betina Schiønning.
TEMU har tidligere måtte svare på anklager om såvel dårlig kvalitet og farligt legetøj, til mangelfuld datasikkerhed. Til sidstnævnte har TEMU tidl. udtalt til Marketconnect.
“Temu prioriterer beskyttelse af privatlivets fred og er gennemsigtig med sin praksis for, hvordan den behandler data. De oplysninger, Temu efterspørger, er stort set de samme som andre forbrugerapps.”
Selvom den nye kategorisering er et stort skridt i den rigtige retning, så får det dog ikke træerne til at vokse ind i himlen, understreger Betina Schønning:
”Temu er gode til mange ting, men jeg kan på danske og europæiske virksomheders vegne godt være bekymret for, hvor gode de er til at sikre sig, at der ikke bliver solgt farlige eller ulovlige produkter på siden, som de nu skal gøre efter ”bedste evne.” Derfor er der brug for, at myndighederne fører kontrol med det og udstikker bøder, hvis reglerne overtrædes.”