Debatten om de udskældte handelsplatforme som eks. Temu og Amazon er igen blusset op, efter at flere spidskandidater til Europa-parlamentsvalget vil have platformene til at spille efter samme regler, som alle andre i EU.
Den efterhånden månedlange kritik af handelsplatforme som kinesiske Temu og amerikanske Amazon, har fået fornyet styrke, efter at flere kandidater til det kommende Europa-parlamentsvalg nu er ude med riven og kræver, at platformene retter ind – eller at gældende EU-lovgivning også skal omfatte disse platforme.
På Marketconnect er det tidligere blevet beskrevet, hvordan især Temu er blevet kritiseret i stærke vendinger af bl.a. Dansk Erhverv, Søstrene Grene og Legebranchen, og kritikken har bl.a. gået på dårlig kvalitet og farlige produkter, som da en undersøgelse viste, at 18 ud af 19 stykker legetøj købt på Temu, var farlige for børn.
“Vi skal stille platforme uden for EU til ansvar for de varer, som de sælger, ligesom vi kræver, at fysiske butikker i EU er ansvarlige for deres varer,” siger Christel Schaldemose, spidskandidat for Socialdemokratiet til Europa-parlamentsval til DR.
Det skal stoppes
En del af kritikken af platforme som Temu og Amazon er, at de ikke er omfattet af de samme regler omkring eks. kemi og sikkerhed, som varer, der er produceret og sælges i EU. Men platformene kan ifølge EUs egen lovgivning dække sig ind under at være ansvarsfri, da de blot optræder som formilder af diverse kinesiske producenters produkter.
Spørger man Kristoffer Storm, spidskandidat til valget for Danmarksdemokraterne, er der da heller ingen tvivl om, at man i EU skal stille samme krav til eks. Temu og Amazon, som til europæiske producenter.
“Vi kan jo se, at der kommer meget legetøj fra Asien, som ikke overholder de samme krav, som vi har i Europa, og det skal vi have stoppet. Vi skal være sikre på, at der ikke er legetøj med skadelige kemikalier i Europa,” siger han til DR.
Marketconnect har flere gange været i kontakt med Temu, der afviser alle anklager om eksempelvis farligt legetøj med en forklaring om, at de solgte varer allerede var fjernet fra platformen, inden kritikken blev rejst – samt at alle leverandører skal leve om platformens krav om produktsikkerhed, og at at der gennemføres rutinemæssig produktgennemgang.
Derudover har Temu bl.a. forklaret, at også angre lignende platforme sælger farligt legetøj.
“TIE (Den europæiske legetøjsindustri, red) gennemførte et lignende indkøbsinitiativ i 2020, hvor de fandt usikkert legetøj til børn solgt via Amazon, eBay, Aliexpress og Wish. Mere end 97 procent af de 193 vurderede legetøj opfyldte ikke EU’s strenge legetøjssikkerhedsregler,” lød det i en skriftlig kommentar i februar 2024.
Ifølge Christel Schaldemose har hun flere gange rejst problematikken i EU-parlamentet, men ikke fundet opbakning til at ændre lovgivningen – ikke desto mindre er hun optimistisk omkring, at dette vil ændre sig.
“Nu stiger internethandelen i flere lande, og jeg får flere henvendelser fra kollegaer, som begyner at få øjnene op for problemet, så jeg er sikker på, vi nærmer os en mulighed for at få flertal efter valget.”

