Fokus på bæredygtighed kommer ikke af sig selv i nogen virksomhed eller organisation, og det har man hos Sparekassen Kronjylland nu taget konsekvensen af, og sendt samtlige medarbejdere på ESG-kursus, der skal hæve deres viden og kompetencer inden for netop bæredygtighed.
“Vi har valgt at investere massivt i uddannelse af vores medarbejdere indenfor bæredygtighed, fordi vi tror på, at den bæredygtige dagsorden vil få indflydelse på alt, hvad vi gør i fremtiden,” siger Marlene Bay Møller, områdedirektør for HR og Kommunikation i Sparekassen Kronjylland.
At bæredygtighed er et område, der får særligt fokus i Sparekassen Kronjylland, kan ingen være i tvivl om, efter at de som den første sparekasse i Danmark sender alle 750 medarbejdere på ESG-kursus, for at ruste hver enkelte i organisationen bedst muligt til fremtidens udfordringer.
Bæredygtighed på skoleskemaet
Uddannelsesforløbet er tilrettelagt af IBA Erhvervsakademi Kolding i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Hansen & Ersbøll Agenda og bygger på akademifaget Bæredygtig Forretningsforståelse. Det består af to moduler. På modul 1 får alle medarbejdere et fælles bæredygtigt fundament og undervisning i Sparekassens bæredygtige profil, mens modul 2 er målrettet de specifikke jobfunktioner.
Det er en stor satsning at sende samtlige medarbejdere på uddannelse. Det er ikke bare noget, man gør.
Allan Klein Mikkelsen.
For erhvervsrådgivere, investerings- og formuerådgivere samt kreditrådgivere på erhvervsområdet betyder det, at de får en akkrediteret efteruddannelse i bæredygtighed normeret til 5 ECTS.
“Her får de kompetencerne til at snakke bæredygtighed med kunderne. Det er ikke bare et kursus, men et uddannelsesforløb, hvor de har tid til at inddrage deres kunder undervejs og omsætte den viden, de får,” siger Allan Klein Mikkelsen, uddannelseschef ved IBA Erhvervsakademi Kolding.
For privatrådgivere, kreditrådgivere på privatområdet samt ledere i Sparekassen tilrettelægges modul 2 specifikt til deres jobfunktioner, hvor relevante dele af akademifaget Bæredygtig Forretningsforståelse bliver inddraget.
Brug for at snakke bæredygtighed med kunderne
At der er behov for at snakke bæredygtighed med kunderne, viser en undersøgelse foretaget af Erhvervsstyrelsen i 2021. Her svarede hver femte SMV, at de slet ikke arbejder med grøn omstilling, mens kun hver tredje er gået i gang. Samtidig påpeger SMV Danmark, at mange SMV’ere mangler viden og rådgivning på området.
“Mange SMV’ere ser bæredygtighed som noget dyrt, men nøglen er at få forretning, indtjening og impact til at gå hånd i hånd, og her kan rådgiverne være med til at hjælpe, fordi de i forvejen har blik for økonomien,” siger Lotte Hansen, partner i Hansen & Ersbøll Agenda, der arbejder med bæredygtig forretningsudvikling.
I Hansen & Ersbøll er de også glade for at være en del af en uddannelsesaftale, der sætter bæredygtighed på skoleskemaet for alle Sparekassens medarbejdere:
“Vi er stolte af at være med i aftalen. Sparekassen Kronjylland er modige, fordi de har valgt at give deres rådgivere en bred forståelse af bæredygtighed og ikke kun undervise dem i egne produkter. Det er med til at forhindre greenwashing og gør dem i stand til at være ærlige i den usikkerhed, der er, når man rådgiver om bæredygtighed i dag,” siger Lotte Hansen.
Også Allan Klein Mikkelsen roser Sparekassen Kronjylland for deres satsning:
“Det er en stor satsning at sende samtlige medarbejdere på uddannelse. Det er ikke bare noget, man gør. Samtidig gør Sparekassen Kronjylland det på en professionel måde, hvor de er med til at udvikle uddannelsen sammen med os, hvilket gør, at vi sikrer kvaliteten i uddannelsen, og at der kommer flere perspektiver med.”
Fakta om Sparekassen Kronjyllands ESG-uddannelse
Uddannelsesforløbet bygger på akademifaget Bæredygtig Forretningsforståelse, der er normeret til 5 ECTS svarende til 140 timers uddannelse.
Forløbet består af to moduler:
- Modul 1 er fælles for alle medarbejdere og giver en grundlæggende viden om bæredygtighed og en indsigt i Sparekassen Kronjyllands bæredygtige profil.
- Modul 2 er skræddersyede forløb rettet mod Sparekassens forskellige jobprofiler.
For erhvervsrådgivere, investerings- og formuerådgiverne og kreditrådgivere på erhvervsområdet afsluttes forløbet med en mundtlig eksamen.

