Nanna Ulsøe er en af Danmarks serieiværksættere, og gennem årene har hun været med til at starte tre virksomheder helt fra bunden. Vi har talt med hende om, hvordan man kommer fra tanke til handling, og finder modet til at springe ud i livet som iværksætter. Denne del handler om alt det, man skal gøre, inden man overhovedet starter op som iværksætter.
At starte egen virksomhed kræver andet og mere end at oprette et CVR-nummer, finde på et godt navn og knokle til langt ud på aftenen hver eneste dag. Det er også et spørgsmål om at berede sine nærmeste på det nye liv, der venter både dem og dig selv.
Rigtig mange førstegangs iværksættere bliver fanget i produktsumpen, hvor de har svært ved at komme videre, og ser sig blind på småting.
Nanna Ulsøe, iværksætter.
“Jeg har helt sikkert fundet ud af, hvor vigtigt det er at have fuldstændig styr på mit bagland, før jeg går igang med så stort et projekt som at starte ny virksomhed. Det er vigtigt, at ens nærmeste er helt klar på, hvad der nu skal ske, og at du som helt nystartet iværksætter kommer til at knokle rigtig meget og sikkert tjene meget få penge, især i starten,” siger Nanna Ulsøe, der er serieiværksætter, og har startet virksomhederne Canvas Planner, Roccia og Future Work.
Hun advarer samtidig også mod, at man bliver for meget revet med at sit nye projekt, inden man bare springer ud i det nye iværksætterliv. For det kan blive nødvendigt at leve på et meget lille budget i længere tid, og det kan være nødvendigt at skære ned på mange af de ting, man førhen har haft i sin dagligdag.
“Det er enormt spændende at starte noget nyt op, men man skal huske, at man også skal have noget at leve af. Jeg vil altid have en slutdato, hvor jeg skal kunne tjene penge nok til at fortsætte. Og gør jeg ikke det, så må jeg tage konsekvensen, og enten køre virksomheden på deltid eller lukke helt ned. For det skal kunne løbe rundt i længden, ellers er det heller ikke al arbejdet værd.”
Vildere mennesker
En vigtig indsigt ved at starte egen virksomhed er også at indse, at man ikke er selv er verdensmester til alt, og at man som helt nyudsprungen iværksætter heller ikke har den erfaring, som mange andre har. Og netop den manglende erfaring er en af de områder hvor man med stor fordel kan bruge sit netværk.
“Det er så vigtigt, at man bruger sit netværk, og at man i det hele taget er meget opsøgende omkring at finde andre iværksættere at dele erfaringer med. Det skønne ved iværksættere er, at de meget ofte er enormt imødekommende og glade for at dele ud af deres viden og erfaringer,” siger Nanna Ulsøe.
Og med erfaringerne kommer ifølge Nanna noget, hvor man som ny iværksætter altid har brug for; de nye og kreative ideer, der kan være med til at skubbe virksomheden videre til næste fase.
“Man skal i det hele taget omgive sig med mennesker, der er vildere, end man selv er. Man skal finde dem, der kan få de helt vilde og anderledes ideer, for selvom man ikke bruger netop den ide, som en person kommer med, så er det med til at skubbe ens egne ideer videre, og det får man brug for.”
Vær i kontakt med din målgruppe
Mange iværksættere arbejder meget længe på deres ide eller deres produkt, og finpudser det i alle ender og kanter, før de kommer ud over rampen og prøver at få gang i salget. Og selvom man kan have lyst til at sidde og fintune sit produkt til perfektion, så må man ikke glemme, at forretningen skal tjene penge.
“Rigtig mange førstegangs iværksættere blive fanget i produktsumpen, hvor de har svært ved at komme videre, og ser sig blind på småting. Jeg kender det udmærket fra mig selv i min første startup, at man pludselig mister det store perspektiv. Der må man bare grave sig op igen, og ser det store billede og komme videre.”
Tre gange start-up
- Roccai er en AI startup, der via et swipemodul nytænker den online beslutningsproces – fra man får et behov, til man tar en beslutning. Roccai har netop fået en Innofounder fra Innovationsfonden.
- Canvas Planner er et produktivitetsværktøj, der gør det muligt at visualisere arbejdet på digitale whiteboards. Canvas Planner har for nylig lavet et partnerskab med et af de største produktivitetstools i verden, nemlig ClickUp.
- Future Work er en konsulentvirksomhed, der hjælper mindre virksomheder med at digitalisere og automatisere deres online processer.
Om Nanna Ulsøe
Nanna Ulsøe er 35 år og bor i Aarhus med sin kæreste og lille datter. I sin fritid er Nanna en passioneret surfer, kitesurfer, skiløber og fodboldspiller med et veludviklet konkurrence-gen.