Forud for årets travleste sæson har Ønskeskyen truffet en vigtig beslutning om at sætte Temu på kommerciel timeout indtil videre. Det sker bl.a. indtil der er klarhed fra officielt hold, om hvorvidt den kinesiske gigant opfylder og overholder gældende EU-krav.
Temu har igen og igen været i vælten herhjemme de seneste års tid – ikke mindst grundet dårlig kvalitet og produkter, der ikke lever op til bl.a. de basale sikkerhedskrav, som der kræves af produkter både i EU og i Danmark.
Nu sætter Ønskeskyen – der med knap 8,8 millioner brugere globalt er en betydelig spiller på det internationale marked for Social Shopping og ønskelister – Temu på en tidsubestemt pause, så det ikke længere bliver muligt for de mere end 8 millioner at finde produkter fra Temu i Ønskeskyens univers.
Det sker, indtil der er klarhed fra officielt hold, om hvorvidt den kinesiske gigant opfylder og overholder samme krav, som er gældende for alle andre virksomheder i EU, da man gerne vil beskytte både forbrugere og virksomheder i tiden op til Black Friday og jul – også selvom det kan kollidere med kundernes ønsker, fortæller CEO, Casper Ravn-Sørensen.
“Vi mener, at vi som dansk virksomhed bør udvise hensyn til, om virksomheder på vores platform følger EU-lovgivning ligesom alle andre og er transparente i deres markedsførings- og produktforhold i øvrigt. Det er for os en bogstaveligt talt enestående beslutning, og vi er så vidt vides også de første til at gøre det, men for at træde forsigtigt fjerner vi derfor nu alle Temu-produkter fra vores inspirationsunivers,” siger han.
Dårlig kvalitet huskes
Beslutningen er også taget efter den senere tids store negative fokus på den kinesiske platform, og på de mange klager over den lave kvalitet af de produkter, der kan købes billigt på Temu.
“Jeg abonnerer selv på det gamle mundheld om, at ‘bitterheden ved dårlig kvalitet forbliver længe efter, at glæden ved den lave pris er glemt’,” siger Casper Ravn-Sørensen
Han fortæller dog samtidig, at man som bruger af Ønskeskyen stadig vil kunne ønske sig ting fra Temu på sine ønskelister – men det vil ikke være noget, man hos Ønskeskyen tjener penge på eller opfordrer til.
Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv, der længe har råbt vagt i gevær over Temus indtog og metoder på det danske marked, vækker Ønskeskyens beslutning glæde. En nylig analyse fra Dansk Erhverv har nemlig vist, at andelen af danskere, der handler hos Temu, er vokset fra 32 procent i maj til 39 procent i september 2024, lyder det:
“Jeg synes det er glædeligt at aktører som Ønskeskyen begynder at tage stilling til egen ageren og positionering, i forhold til den vanskelige situation dansk E-handel og dansk detailhandel står i lige for øjeblikket,” siger e-handels direktør i Dansk Erhverv, Niels Ralund.