Regeringen vil med næste års finanslov genindføre håndværkerfradraget, og det vækker glæde hos både Dansk Industri(DI) og SMVdanmark.
Håndværkerfradrager, der giver private borgere mulighed for at få fradrag for til bestemte service- og håndværksydelser, ser nu ud til at gøre comeback.
Og det er man godt tilfredse med hos flere danske erhvervsorganisationer såsom bl.a. DI og SMVdanmark.
Ordningen gør det langt mere overkommeligt for boligejerne at gennemføre nødvendige klima- og energirenoveringer, vurderer Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.
“Der er masser at tage fat på ude i de danske boliger, og håndværkerfradraget vil gøre det billigere og langt mere tilgængeligt for boligejerne at energieffektivisere og klimasikre deres hjem,” siger han.
Hos SMVdanmark håber man nu på, at der i mange år fremover vil være ro omkring håndværkerfradraget, som historisk set har haft en omtumlet tilværelse.
“Vores medlemmer oplever, at så snart der bliver talt om et nyt eller udvidet fradrag, stopper kunderne med at lave bestillinger, indtil der er afklaring. Det giver tomme ordrebøger, forsinkelser i arbejdet og ingen vindere. Derfor er det afgørende, at håndværkerfradraget nu forbliver permanent og ikke igen bliver en politisk kastebold,” siger adm. direktør, Jakob Brandt.
Fradraget er ikke kun en økonomisk fordel for boligejerne, men også en nødvendighed for at håndtere de stigende klimaudfordringer, som Danmark står over for.
“Ved sidste års stormflod var mange med boliger langs kysten slet ikke forberedte på, at de pludseligt havde vand til hoveddøren. Det er ikke sidste gang, at vi bliver ramt af ekstremt vejr i Danmark, men håndværkerfradraget kan gøre, at vi er mere forberedte næste gang,” siger Rasmus Brandt Lassen.