Slagter Duelund i Frederiksværk forsøger at få kunderne til at tænke over, hvilket betalingsmiddel de bruger, når de handler i slagterbutikken. Det sker efter MobilePay har hævet priserne, da en MobilePay-transaktion nu kan koste over 300 kr.
Betaling skal være nemt og ligetil, og jo mindre man som kunde skal gøre, jo bedre er et betalingsmiddel som regel.
Men et betalingsmiddel skal også give mening for forretningen, og det har nu fået Morten Duelund, slagtermester og indehaver af Slagter Duelund i Frederiksværk, til at hugge bremsen i overfor brugen af MobilePay i butikken. Det, der fik bægeret til at flyde over, var en madleverance for nylig, hvor fire kunder til sammen skulle betalte en regning på 33.000 kr. med MobilePay.
“Transaktionerne fandt sted før den 1. oktober, så jeg slap med et gebyr på 3 kr. Det vil jeg med glæde betale. Men skulle jeg lave den samme transaktion i dag, ville det koste mig over 300 kr. at tage imod kundernes penge. Det finder jeg fuldstændig urimeligt,” siger Morten Duelund.
Tidligere kostede det Slagter Duelund ca. 0,75 kr. at tage imod en MobilePay-betaling. I dag er prisen 0,99 procent af salgsprisen.
Hos Nets svinger de maksimale gebyrer for butikkerne mellem 2,29 og 2,78 procent af hvert beløb, afhængigt af om du betaler med Visa eller MasterCard. Til sammenligning kostede den gennemsnitlige transaktion med et Dankort cirka 0,20 procent af beløbet, viser Konkurrence og Forbrugerstyrelsens årlige betalingsrapport fra 2022.
Hos FødevareDanmark, der repræsenterer små og mellemstore fødevarevirksomheder i Danmark, bakker direktør Leif Wilson Laustsen op om Morten Duelunds opråb.
“Der er mange af vores medlemmer, der ligesom Morten Duelund er fortørnede over de betalingsgebyrer, som de bliver pålagt af bankerne, kortudbyderne og indløservirksomhederne. Vi er jo glade for princippet om, at kunderne ikke skal betale ekstra for at bruge de digitale betalingsmidler, men det er på sin plads at gøre opmærksom på, at digitaliseringen medfører en øget omkostninger for de erhvervsdrivende,” siger Leif Wilson Laustsen.
Derfor vil man i Slagter Duelund gøre mere for at synliggøre, de udgifter, som betalingsmidlerne påfører de lokale erhvervsdrivende.
“Vi er ikke ude på at gøre det svært for kunderne at betale for deres varer – men vi vil gerne være med til at sprede budskabet om, at hvis man har et Dankort, så er det klart det billigste betalingsmiddel for butikkerne. Det er der nok i virkeligheden ikke ret mange af os, der tænker på, når vi svinger kortet,” siger Morten Duelund.