Stressramte medarbejdere betyder tabt produktion. Og det er dyrt for arbejdspladserne, viser ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Her peges på et stort potentiale ved at forebygge og håndtere stress.
Det er ofte blevet kaldt en folkesygdom, og måske er der noget om snakken, for danskerne kæmper i høj grad med det mentale helbred, når det kommer til vores daglige arbejde.
En ny undersøgelse fra NFA viser, at stressramte medarbejderes tabte arbejdstid koster danske arbejdspladser hele 16,4 mia. kroner årligt i produktionstab. Beregningerne er foretaget i et samarbejde mellem økonomiske forskere og stressforskere.
Undersøgelsen fra NFA estimerer, at der årligt går 61,9 mio. arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser, fordi medarbejderes sygemeldinger kan sættes i forbindelse med stress. Det svarer til 37.335 ansatte i fuldtidsstillinger.
“Tallene tyder på, at der er et større potentiale for at øge arbejdsudbuddet ved at mindske antallet af medarbejdere, der får stress,” siger seniorforsker på NFA Jacob Pedersen, som står i spidsen for undersøgelsen.
En nylig undersøgelse fra Krifa og Kraka Advisory viste, at 227.000 danske lønmodtagere mistrives på deres arbejdsplads. Hver tiende lønmodtager får ondt i maven ved tanken om at skulle på arbejde, og hver tredje lønmodtager har sendt et sygt barn i vuggestue eller børnehave.
Men ser vi alene på de 16,4 milliarder kroner, som NFAs undersøgelse viser, at stress årligt koster arbejdspladserne, fordeler omkostningerne sig således:
- 10,4 mia. kr. ved sygefravær, dvs. løn til sygemeldte medarbejdere. Her medregnes dog ikke refusion fra staten.
- 4,8 mia. kr. tabt produktion ved medarbejdere, der forlader virksomheden.
- 1,2 mia. kr. øvrig tabt produktion, f.eks. ved medarbejdere der tager orlov.
“Vores beregninger viser, at man hypotetisk kan sænke den tabte arbejdstid med timer svarende til 2.446 fuldtidsansatte om året, hvis man lykkes med at reducere antallet af medarbejdere med et højt niveau af arbejdsrelateret stress med bare 10 procent,” siger Jacob Pederse
Det ville samtidig betyde, at de årlige omkostninger for arbejdspladserne ville falde med syv procent svarende til 1,2 mia. kr. årligt.
“Vores undersøgelse viser, hvor vigtigt det er at forebygge arbejdsrelateret stress, for at undgå de menneskelige og økonomiske omkostninger, som det er forbundet med,” siger seniorforsker i psykosocialt arbejdsmiljø på NFA Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen, der har bidraget til undersøgelsen.