Ny, omfattende analyse af såkaldte next gens – børn af ejerledere – viser, at døtre i langt højere grad end deres brødre oplever barrierer ift. at overtage roret i familievirksomheden eller starte ny virksomhed selv.
Når en familievirksomheder overgår fra at være ejet af en generation til den næste, er det mere reglen end undtagelsen, at det er en af familiens sønner, der sætter sig i direktørstolen som næste generation.
For selvom kvinder udgør cirka 50 procent af Next Gen, så er de stærkt underrepræsenterede i de danske ejerledede virksomheder og i overdragelsen. Således er kun 12 procent af de danske ejerledede virksomheder ejet af kvinder, og kun 15 procent af dem, der overtager en ejerledet virksomhed, er kvinder.
Tallene i undersøgelsen bygger på mere end 13.000 svar fra de såkaldte Next Gens, der måske, måske ikke, står til at overtage familiens virksomhed. Undersøgelsen viser samtidig, at mere end dobbelt så mange next gen mænd som kvinder føler, at de har evnerne til at starte egen virksomhed.
“Vi skal blive bedre til at få hele talentpuljen i spil og sikre, at åbenlyst potentiale foldes bedre ud. Det er ikke tilfældet i dag, hvor så relativt få døtre af ejerledere bærer stafetten videre,” siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
Undersøgelsen viser samtidig, at de afgørende faktorer, der holder døtre fra at overtage familievirksomheden eller starte egen virksomhed, er manglende involvering og deltagelse, netværk og især tro på egne evner.
“Vi taler om den gruppe her til lands, der har det største potentiale for at drive og lede virksomhed. Man kan umuligt se på tallene for kønsforskelle og tro, at det er et udtryk for optimal udnyttelse af talentpuljen. Det er afgørende, at der kommer fokus på at inddrage og involvere kvinderne, så potentialet bliver forløst,” siger professor Kasper Meisner Nielsen, der har udført undersøgelsen.

