I Alternativet har man måtte ty til psykologisk hjælp for at overkomme det traume, at en unavngiven person på Folkemøde købte komælk til partimedlemmer og gæster. Og selvom dette kan virke absurd, er det virkelighed, og det er kun begyndelsen.
Vi lever i en opbrudstid. Det er ganske vist et såkaldt bullshit-statement, for hvornår har mennesket egentlig ikke gjort det? Ikke desto mindre er det sandt. Der blæser nye vinde, der er nye tanker og nye normer på vej, og hvis du ikke løber med, så ender du med at stå i vejen eller blive løbet over ende.
Vi ser det bl.a. i de helt små ting, der kan være katalysator for følelser, mange knapt har kunne forestille sig. Et eksempel på dette er Alternativets mærkværdige historie om indkøbet af en liter komælk på Folkemødet – en helligbrøde i det klimavenlige parti, der fusionerede med Veganerpartiet.
En liter komælk kan i denne forsamling være så kontroversiel, at partimedlemmet Simon Nyholm Jensen føler sig nødsaget til at udtale “Det kan være svært at overvære, når der bliver brugt animalske produkter,” mens flere andre har følt sig “voldsomt overfuset” af tilstedeværelsen af komælk – og at der siden er blevet indkaldt en psykolog, der skal facilitere en “medieret samtale ud fra narrative principper.“
Der er i denne mærkværdige og tragikomiske historie tale om mødet mellem divergerende holdninger og moralske særkrav, hvor det at være modstander af animalske produkter, også forventes og kræves udlevet af ens omgivelser
At konflikten så udspiller sig på den måde, den gør, med hidkaldelse af psykologer for at overkomme traumet om en liter mælk, gør, at man som beskuer føler sig hensat til et absurd teaterstykke af Ionesco eller Beckett, eller et atonalt værk af Schönberg. Arnold, ikke Ib.
Mange fronter
Samtidig er Alternativets seneste lidelseshistorie et mikrokosmos af, hvad der er i vente på mange arbejdspladser, når alt fra en liter mælk til en kollegas holdninger kan skabe både intern og ekstern konflikt.
Det er klart, at forventningerne og idealerne er anderledes, om man er på sin arbejdsplads eller til Folkemøde med det parti, man ideologisk bakker op om. Men ifølge fremtidsforsker, Liselotte Lyngsø, rykker en del af denne personlige idealisme også ind på arbejdspladsen.
“I dag går flere unge op i, om en kommende arbejdsplads har en grøn profil, lever op til ESG-krav, om der er ligestilling og om virksomheden tager et socialt ansvar. Og de tager klar afstand, hvis en potentiel arbejdsgiver ikke lever op til de forventningerne både på personlig og samfundsmæssigt plan,” har hun udtalt til Marketconnect.
Vi ser det også i sagen om Chr. Hansen, der har trukket sin støtte til LBGTQ+ efter eksternt pres, hovedsageligt fra USAs højrefløj. Dette har ført til et nyt eksternt pres fra især LBGTQ+-miljøet og en omsiggribende shitstorm. For hvad bilder denne virksomhed sig ind? Vil man arbejde sådan et sted? Vil vi finde os i at en stor privat virksomhed agerer på en måde, der i den grad støder os på vores moral og etik?
Man kan argumenterer for, at Chr. Hansen er en privat virksomhed, og at de derfor i princippet kan gøre, som det passer dem, men det er en halv sandhed, for når man som virksomhed først bevæger sig ud i det offenlige rum, bliver man også en del af offentligheden, om man vil eller ej.
Igen er der tale om et moralsk særkrav til virksomheden. Vi stødes over fjernelsen af støtte til en befolkningsgruppe, der ikke alle steder nyder samme ligestilling, som de gør i Danmark. Vi mener, at Chr. Hansen burde leve op til den moral og de principper, vi selv har.
Naturligvis er det de færreste, der på en arbejdsplads vil skabe sig tosset over tilstedeværelsen af en liter sødmælk i køleskabet, men selve tendensen er ikke desto mindre både interessant og ildevarslende.
For hvor går grænsen egentlig for, hvad man kan forvente at trumfe igennem af moralske særkrav til sin arbejdsplads og sine omgivelser? At mange i dag overvejer hvilke ord, de bruger i omtalen af andre mennesker, er måske nok et hensyn, de fleste af os i ret vid udstrækning kan bakke op om, men gælder det samme vores forskellige holdninger til samfundets problemer og dagsordener?
Kan vi åbent give vores holdning til kende om indvandring, global opvarmning, verdens brændpunkter, og ja, komælk vs mandelmælk? Der skal utvivlsomt være plads til stor mangfoldighed på en arbejdsplads, men i det ligger netop også, at der skal tolerance over for andres holdninger og handlinger, om de så drikker komælk, mandelmælk, er klimaskeptikere eller har klimaangst.
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.dk