Den rådgivende ingeniørvirksomhed Ingeniørværket, med kontorer i Esbjerg og Horsens, bliver en del af Norconsult. Opkøbet styrker Norconsults geografiske tilstedeværelse i Sydvestjylland og er det syvende opkøb i rækken siden 2017.
Ingeniørværket, der tilbyder alle former for rådgivning til private og offentlige bygherrer inden for alle byggeriets områder, skifter hænder efter at virksomheden har sat pennen til papiret og er blevet opkøbt af Norconsult.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Ingeniørværket selv opkøbte Horsens-baserede Almbjerg A/S Rådgivende Ingeniørfirma, men nu er de altså selv blevet opkøbt.
Med opkøbet af Ingeniørværket fortsætter Norconsult med at vokse, og tæller nu ca. 560 medarbejdere i Danmark og udvider sin geografiske tilstedeværelse med nye kontorer i Horsens og Esbjerg.
Adm. direktør i Norconsult, Thomas Bolding Rasmussen, glæder sig over at 26 kompetente og erfarne medarbejdere nu bliver en del af Norconsult. Ifølge ham er der tale om et godt match både fagligt og kulturelt.
”Jeg er rigtig glad for, at vi kan byde Ingeniørværket og vores nye kolleger velkommen i Norconsult. Vi har ikke kun vores høje faglighed tilfælles, men deler også værdier, der handler om at give stor autonomi til vores dygtige ingeniører, at sætte sig i kundens sted og have en god forståelse for købmandskab. Vi glæder os også over, at vi styrker os i Sydvestdanmark og dermed øger vores nærhed til kunderne. Vi ser Esbjerg som et yderst interessant område med stort potentiale for vækst og udvikling, og vi glæder os derfor også meget til at udvikle forretningen sammen med Ingeniørværket,” siger Thomas Bolding Rasmussen.
Også hos Ingeniørværket vækker det glæde at blive en del af Norconsult. Ifølge direktør Finn Moe Bojsen er overtagelsen et naturligt næste skridt for virksomheden.
”Vi er glade for de muligheder, vi får ved at blive en del af Norconsult. Overtagelsen giver os større muskler, men vi har fortsat det samme hoved. Som en del af Norconsult kan vi fortsætte vores vækst og ekspansion til gavn for både kunder og medarbejdere,” siger Finn Moe Bojsen og tilføjer:
“Norconsults stærke kultur med decentrale enheder og selvbestemmelse har været afgørende for os. Vi vil fortsat have en flad struktur, hvor alle tager ansvar, og hvor der er god styring af projekterne. Samtidig vil vi nyde godt af at blive indlemmet i de stærke faglige fællesskaber, der eksisterer på tværs af koncernen”.
Ingeniørværket vil i en periode skifte navn til Norconsult-Ingeniørværket, men vil på sigt komme til at hedde Norconsult.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk