Mange danske virksomheder kommer alt for sent i tanke om at julen står for døren – og går først i gang med at finde et sted til årets julefrokost i november, men allerede i august er mange populære steder booket på de store julefrokostdage.
December er i gang, og dermed er julen officielt også skudt i gang.
Der er julekalender i fjernsynet, julemusikken har kørt i butikkerne i en måneds tid, og julefrokostsæsonen er ved at nå sit højeste. Men for mange virksomheder er optakten til årets julefrokost en lidt for stressende omgang – da mange år efter år er for sent ude med bookingerne.
I landets store byer er der klart flest søgninger på steder at holde julefrokost i november måned, men faktisk er mange lokationer allerede fuldt booket i august og september.
“De populære datoer sidste fredag i november og første fredag i december er mange steder fuldt booket her. De steder, som ligger centralt i større byer, er tæt på togstationer, har private lokaler, tilbyder all inclusive eller har underholdning med i pakken, kan være svære at komme i nærheden af nu,” siger Jesper Friis Bruun, der er medejer af bookingtjenesten, Evarto.
Sidste år peakede november måned med flest søgninger på julefrokoststeder hos virksomhederne med over 18.000 søgninger i måneden, mens kun lidt over 100 venues faktisk blev booket i november. Det samme billede tegner sig for i år.
“Der er mange virksomheder, der vil holde julefrokosten ude i byen eller i festlokaler, og også i år ser vi samme mønster med, at virksomhedernes søgninger tager til nu, men at der ikke ligefrem bliver flere ledige steder at vælge imellem,” siger Jesper Friis Bruun.