At være iværksætter i Danmark er for mange en sej kamp for at skabe en levedygtig virksomhed, og dette arbejde handler ikke kun om priser og store succeser, men også om at skabe den hverdag, man drømmer om. Det mener den selvstændige iværksætter, Thomas Rytter.
Hvad er egentlig dit mål med at blive iværksætter?
Er det at skabe det næste Novo Nordisk eller måske at sælge din virksomhed til en kapitalfond? Eller er det snarere den frihed, det giver at være din egen chef, at kunne hente ungerne tidligt fra børnehaven og i det hele taget skabe et arbejdsliv, der giver ro i hovedet og overskud i hverdagen?
For Thomas Rytter, der siden 2021 har været selvstændig fotograf i produktionsselskabet Storytellers i Ribe, er det i høj grad det sidste, der definerer iværksætterdrømmen.
“Jeg har enorm respekt for dem, der kan skabe store og fantastiske virksomheder helt fra bunden, og jeg beundrer virkelig, at de kan lægge så meget hjerteblod og vilje i det. Min drøm var en anden. Den handlede måske om noget mere jordnært, og jeg savner nogle gange, at den side også bliver fortalt, når vi taler om iværksættere,” siger han.
Bag facaden
Storytellers har kontor midt i Ribe med udsigt til byens domkirke, og Thomas Rytter har i dag travlt med foto- og videoopgaver for lokale virksomheder og organisationer. Men selvom forretningen kører godt, er det også et vilkår, at der indimellem er perioder med mindre arbejde – en udfordring, han mener, der er for lidt fokus på.
“Der er perioder, hvor jeg som fotograf har rygende travlt, men som alle andre i min branche, kender jeg også til, at man sommetider ser ind i en ret tom kalender. Jeg ved, at det kan være svært for mange at tackle, især når der nærmest dagligt deles nye historier på sociale medier om startups med voldsom vækst og et hav af priser,” siger han.
Han påpeger desuden, at værdien af at skabe en virksomhed, der giver ejeren en god work-life-balance og muligheden for at være sin egen chef, ofte kan være svær for omverdenen at forstå som et klart og målbart resultat.

Udsigten fra Storytellers kontor i i Ribe.
“Jeg savner et sprog, der kan rumme de menneskelige sider af livet som selvstændig – i de perioder, hvor der er færre opgaver i virksomheden, har jeg mulighed for at foretage mig andre værdiskabende ting, end at skubbe fakturaer ud,” siger han.
Samtidig mener han, at det i sidste ende faktisk kommer virksomheden til gode, hvis man kan give sig selv lov til at være i det, og måske endda omfavne usikkerheden.
“Jeg er hamrende ambitiøs og perfektionistisk, og en down-periode kan give mig mulighed for at dygtiggøre mig fagligt, at lave personlige, kreative projekter. At gå en ekstra lang tur med hunden ved Vadehavet og mærke idéerne begynde at boble og tage form. Eller simpelthen holde fri. Den værdi, som den frihed skaber, har man i business-verdenen ikke et sprog for, og det synes jeg er synd.”
Hele billedet
Selvom sociale medier og medierne generelt ofte fremhæver de mest succesfulde startups med trecifrede vækstrater og millionomsætninger få år efter grundlæggelsen, er langt størstedelen af iværksættere ganske almindelige forretningsdrivende som tømrere, it-specialister eller fotografer.
“Jeg arbejder ikke for at knokle konstant, men for at skabe det liv, jeg ønsker. Det er nemmere og mere målbart at fokusere på bundlinje og vækst, men jeg tror faktisk, at vi som samfund er på vej mod i højere grad at kunne værdsætte andre succeskriterier. Da jeg flyttede fra København, var det netop for at mindske presset i hverdagen og få tid til andet end arbejde,” siger Thomas Rytter.
Han bemærker også, at flere ser ud til at tage afstand fra den ofte meget redigerede virkelighed, der præsenteres på platforme som LinkedIn. I stedet begynder der at komme fokus på de mindre målbare aspekter af iværksætternes hverdag og de prioriteringer, der ligger bag.
“Der bør også være plads til os, der starter en virksomhed med andre mål for øje. Anerkendelse bør ikke kun gå til dem, der når toppen, men også til dem, der vælger en anden vej. Det betyder langt fra, at vi ikke skal fejre de store succeser, men vi skal også turde vise hele billedet.”

