Nordens førende producent af lim, spartel- og fugemasse har netop præsenteret sit seneste årsregnskab for 2023/24. Trods de generelt udfordrende markedsvilkår i byggebranchen, der har betydet en mindre tilbagegang på såvel top- som bundlinje, betegner ledelsen det som et tilfredsstillende resultat.
Det forgange regnskabsår har ikke været det letteste i Dana Lims historie, og det står at læse i det virksomhedens seneste årsrapport.
Omsætningen faldt med mere end 50 millioner, og lander således på 608 millioner alt i alt, og det samlede resultat for hele regnskabsåret bliver et overskud på lige under 20 millioner kroner – knap fem millioner mindre end sidste år.
“Det er ingen hemmelighed, at byggebranchen har oplevet modvind i det forgangne år, men vores evne til at tilpasse os markedsforholdene afspejles i en efter forholdene stabil toplinje og bundlinje samt en meget sund soliditet og egenkapital. Det har vi absolut grund til at være tilfredse med,” siger adm. direktør Lars Christensen.
Trods det seneste års afmatning i markedet fastholder Dana Lim et højt investeringsniveau og ser med optimisme på fremtiden. Et centralt fokusområde er den igangværende udvidelse af virksomhedens faciliteter i Køge, der skal styrke virksomhedens fundering i lokalområdet.
“Selv om det har været et udfordrende år, så har vi fortsat en stærk tro på fremtiden. Vi er overbeviste om, at markedet vender, og derfor fortsætter vi med at geare os til det. Især renoveringer med fokus på energibesparelser er der et stort potentiale i,” siger Lars Christensen.