Den faglige stolthed bør være det, der tiltrække nye kandidater og studerende til pleje- og omsorgssektoren. Og ifølge den private sygeplejerske, Jill Trolle, bør eks. FOA netop fokusere på faglighed og stolthed, og ikke på flere klagesange om dårlige forhold i sektoren.
Jeg vil indledningsvis give sektorformand i FOA, Torben Hollmann, ret, da han i sin kommentar til min kritik d. 6. maj skrev, at det handler om at få etableret vedvarende ændringer, i ikke bare ældreplejen, men i hele pleje- og omsorgssektoren. Den måde, man organiserer sig på, har vist ikke været ændret i de sidste 40-50 år. Så der er bestemt behov for en tiltrængt fornyelse.
Men at påstå, at jeg blot står på sidelinjen, og råber den samme parole om ansvar uden selv at tage ansvar, er mildest talt en sandhed med modifikationer, og jeg vil da også mene, at man som fagorganisation, bør være lidt mere lydhør for netop ændringsforslag, end man viser sig at være.
Brug for brobyggere
Hvis man skal ændre noget, så tror jeg, det er vigtigt, at man som fagorganisation kravler op af sin skyttegrav og sætter B-siden af pladen på. Og det er ikke, fordi der ikke stadig er vældig plads til forbedringer, for det er der bestemt.
Men som i alle andre sider af livet, så viser de gode resultater sig ofte, når man griber i egen barm og selv tager et ansvar – og hermed tænker jeg ikke på, at man skal skrue op for megafonen og råbe endnu højere, men måske overveje sit eget ansvar, og om man som fagorganisation kan gøre tingene anderledes. Det vil jeg påstå, at FOA kan.
Jeg undrer mig over, at man som fagorganisation så utvetydigt tager rollen som medarbejderens repræsentant, og ikke i stedet arbejder på at være brobygger mellem arbejdsplads og medarbejder.
Vi lever ikke længere i 1870’erne, hvor fagorganisationerne så dagens lys, men er nu til stede i et top-arbejdsreguleret samfund. Med rammerne så godt på plads, bør man kunne frigive rum og mulighed til forandring i fagbevægelsen. Og opgaven som brobygger, tror jeg faktisk, at fagbevægelsen vil være de bedste til.
Dermed vil fagbevægelsen også kunne vende retorikken fra konstant mistænkeliggørelse af arbejdsgiverne, der ikke tjener andet formål end at indgyde mistillid mellem medarbejder og arbejdsgiver, til rent faktisk at tale deres og mit fag op – have fokus på det faglige, på stolthed og på at man som omsorgsgiver er en vigtig spiller for borgeren og samfundet. For som omsorgsgiver ER er man rent faktisk en vigtig spiller!
Om Torben Hollmann vil være ved det eller ej, så tror jeg ikke, at man skal forklejne en organisations mission og vision eller værdigrundlag iøvrigt. Og jeg tvivler på at adfærdsforskere, erhvervspsykologer, retorikere samt stærke mellem- og topledere er helt renonce i værdiskabende adfærd og kommunikation, med deraf gode resultater.
Og det er det, som er mit budskab. Ikke hvorvidt man skal have mere i løn eller ej, men at der rent faktisk er flere strenge at spille på. Desværre har debatten har i alt for lang tid kun spillet på de to strenge; løn og arbejdsforhold.
Men jeg vil påstå, at man bør kigge ned og gribe de andre fire strenge og dermed brede mulighederne ud. Og det kunne gøres ved at arbejde mere fokuseret med visionen og værdierne.
Lad mig forklare
”FOAs vision er, at vi skal give vores medlemmer de bedste vilkår, forudsætninger og muligheder – til gavn for dem selv og for samfundet.”
De bedste vilkår får man ikke af at piske en træt hest. Vores system er træt som en olding, men det får ikke pludselig mere energi af at blive pisket. Og er det i øvrigt ikke arbejdsgiverens opgave at skabe de gode vilkår?
Men jeg syntes også, at visionen stipulerer ”dem” og ”os”, og det mener jeg er en farlig vej at gå ned ad.
På den måde skaber fagbevægelsen et isoleret fællesskab, som jeg frygter, vil lamme muligheden for at skabe de gode vilkår, forudsætninger og muligheder. Samtidig vil det skade muligheden for at løfte i fællesskab.
Hvordan ville beskæftigelsessituationen mon se ud, hvis man i stedet havde et solidt fokus på fællesskabet, og på hvad vi kan gøre for hinanden frem for altid at se på, hvad arbejdsgiveren kan gøre for medarbejderen?
I en tid, hvor uddannelsesinstitutionerne kæmper om de unges gunst, så har jeg svært ved at se, at et fag kan rekruttere tilstrækkeligt med nye kandidat, når man så ensidigt fokuserer på fagets negative sider. Når selv fagforbundet mener, at alt ved branchen er galt, ville man så selv søge den vej, hvis man var ung igen?
Jeg tror ikke, at der er ret mange unge, som ønsker at joine en brokkerøvskultur, allerede inden de har ramt arbejdsmarkedet.
Glæde og stolthed giver god omtale, og god omtale skaber interesse, arbjedsmoral og lyst til at være med på vognen. Det handler ikke kun om penge. Det handler om at være stolt af sit arbejde, Og det budskab har fagbevægelsen et kæmpe ansvar i at være med til at formidle – som brobyggere.
Slutteligt vil jeg gerne orienterer Torben Hollmann om at Trolle Care rent faktisk taget et stort ansvar.
33% af medarbejderne i vores administration har en sundhedsfaglig baggrund, men kan ikke længere arbejde aktivt i pleje- og omsorgsfaget, og er nu på flexordninger. De få social- og sundhedsassistenter, vi har ansat, bruger vi rigtig meget tid og energi på at styrke, genopbygge og medinddrage.
Selvfølgelig mister vi også medarbejdere der kunne have været med til at hæve barren inden for pleje og omsorg – det er jo ikke fordi vi kan gå på vandet, herude i det private.
Men brok og snæversynethed har ældreplejen bestemt ikke råd til.
Jill Trolle er privat sygeplejerske og indehaver af Trolle Care.