Erfaringer fra Aalborg viser markant forbedring efter indførelse af nummerpladescanning (ANPR).
Et de facto forbud mod digitale parkeringsløsninger baseret på nummerpladescanning (ANPR) vil få alvorlige konsekvenser for danske boligområder. Det advarer beboere i Aalborg nu om på baggrund af konkrete erfaringer.
I Vivabolig afdeling 3 i Aalborg, der rummer over 700 lejemål, har man for nylig indført en delvist digital parkeringsløsning. Resultatet er ifølge beboerne entydigt positivt.
“Før vi indførte løsningen, var vores parkeringspladser reelt overtaget af uvedkommende og pendlere. Det var næsten umuligt for beboerne at finde en plads – særligt om aftenen. I dag er situationen markant forbedret,” siger Marc Skjødt Hansen, formand for Vivabolig afdeling 3.
Fra kaos til kontrol
Tidligere blev boligområdets parkeringspladser i vid udstrækning brugt som gratis alternativ til parkering i Aalborg midtby. Det skabte daglige frustrationer blandt beboerne.
Efter indførelsen af tydelig skiltning og ANPR-teknologi er antallet af uvedkommende biler faldet markant, og klagerne fra beboerne er stort set forsvundet.
“Det er ikke afgifterne, der er formålet – det er at sikre, at pladserne bruges af dem, de er tiltænkt. Vores beboere betaler husleje og skal selvfølgelig også kunne finde en parkeringsplads,” siger Marc Skjødt Hansen.
Brugervenlig løsning med høj tilfredshed
Systemet giver beboerne mulighed for selv at administrere parkering via en digital løsning, mens gæster kan registrere sig via QR-koder. Derudover tilbydes en times gratis parkering uden registrering til blandt andet hjemmepleje og leverancer.
Ifølge parkeringsselskabet Avantpark er erfaringerne fra Aalborg langt fra unikke.
“Vi ser samme billede mange steder: Når der indføres en gennemsigtig og digital løsning, falder misbruget markant, og tilfredsheden blandt de reelle brugere stiger tilsvarende. Det handler i bund og grund om at sikre fair adgang til parkeringspladserne,” siger managing director Dan Kirk fra Avantpark.
Advarer mod konsekvenser af forbud
Hvis brugen af ANPR-løsninger begrænses eller forbydes, frygter beboerne, at situationen hurtigt vil vende tilbage til tidligere tilstande.
“Et forbud vil være et klart tilbageskridt. Vi risikerer at skulle tilbage til manuel kontrol med parkeringsvagter, hvilket hverken er effektivt eller økonomisk bæredygtigt,” siger Marc Skjødt Hansen.
Samtidig peger han på, at teknologien allerede anvendes bredt i samfundet – blandt andet til miljøzoner, brobetaling og vejafgifter.
“Det afgørende er ikke, hvordan en afgift leveres, men at reglerne er tydelige og bliver overholdt,” siger han.
Fakta: ANPR i boligområder
Bruges til automatisk registrering af nummerplader
Reducerer uvedkommende parkering
Giver bedre adgang for beboere og gæster
Kan kombineres med gratis korttidsparkering

