Der er blevet fremlagt nyt forslag til finanslov, og det vækker glæde hos både DRC og Horesta, der mener, at der i forslaget er gode nyheder for turismen i Danmark.
Regeringen er på banen med et finanslovsudspil, der vækker både glæde og hovedrysten rundt omkring i det danske erhvervsliv, hvor nogle letter på hatten, mens andre føler sig forbigået.
Èt af de steder, man ser mange positive elementer i forslaget er hos Horesta, der særligt hæfter sig ved, at der er lagt op til at afsætte 100 millioner kroner over fire år til at løfte turismen, og derudover en ekstrabevilling til erhvervsuddannelserne på 300 millioner kroner årligt – og endelig en tildeling af 200 millioner kroner til landdistrikterne.
”Det kan være til en pulje, som kan styrke os i konkurrencen om internationale events, messer og konferencer. Det kan være til øget markedsføring på nøglemarkeder, til etablering af nye flyruter eller til en styrkelse af dansk gastronomi. Der er rigeligt at tage fat på, og det er der også hårdt brug for, fordi vi med Europas højeste momssats står i en svær konkurrencesituation,” siger Mette Falkenberg Rasmussen, direktør for politik og bæredygtighed i Horesta.
Og hos DRC, Danmarks restauranter og caféer, er man positivt stemt over for forslaget, som man mener, vil gavne både restaurationslivet og de brancher, der følger med i kølvandet.
“Der er afsat 100 mio. kr. til et tiltrække turister til vores fantastiske land til gavn for restaurationsbranchen, følgeerhverv og kulturlivet. Det er en kæmpe gave og vi ser frem til at samarbejde om hvordan de konkret udmøntes,” skriver politisk direktør i DRC, Freja Brandhøj, på LinkedIn om forslaget.

