Hvad dag sætter omkring 136.000 danskere i den private sektor sig ved hjemmekontoret for at klare dagens arbejde. Det er dobbelt så mange som før corona pandemien, og det giver både fordele og ulemper, mener eksperter.
Mange af os tager en hjemmearbejdsdag nu og da, og på mange arbejdspladser er det lige frem standard, at man arbejder hjemme fra to-tre dage om ugen.
Hvad end grundene er, så er hjemmearbejdet i den grad kommet for at blive, og danskerne har fået endnu mere smag på denne arbejdsform efter corona, hvor vi allesammen blev sendt hjem og arbejde ved køkkenbordet. I dag – hvor alle coronarestriktioner er væk – viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI), at 136.000 danskere i den private sektor dagligt arbejder hjemme.
“Der er kommet et kæmpe fokus på det, og jeg kan dårligt nævne en virksomhed i dag, der ikke tilbyder remote eller hybridt arbejde til de ansatte. Mange steder er fast rutine, at man arbejder hjemme flere dage om ugen, og i mange virksomheder, især dem, der vækster kraftigt, har man slet ikke plads til alle, hvis ikke en stor del af medarbejderne arbejder hjemmefra,” siger Peder Lind Sørensen, senior executive hos Globeteam og ekspert i hybride arbejdspladser.
Hos DI hæfter man også ved, at der store forskelle fra branche til branche for, i hvor høj grad hjemmearbejde er udbredt.
“Hjemmearbejde er tydeligvis kommet for at blive, omend det varierer en del på tværs af virksomheder. Og når vi ser på brancher, er der betydelige forskelle. I byggebranchen er det fx ikke muligt i særlig stor grad, da meget af arbejdet foregår på en byggeplads. Modsat kan rådgiverbranchen i meget højere grad bidrage med værdi fra distancen, og over halvdelen af de hjemmearbejdende er i servicefag,” siger Christine Secher fagleder for Future of Work fra Dansk Industri.
Udfordringer
Det er dog ikke kun gode ting, der kommer ud af de mange arbejdsdage. Ifølge analysen fra DI oplever mange ledere i landets virksomheder, at der følger en række udfordringer med hjemmearbejdet, især i form af mindre vidensdeling og samarbejde.
“Ledelsesopgaven er anderledes, når de ansatte ikke er på kontoret i samme omfang og det er forskelligt, hvem der er på kontoret og hvornår. En anden udfordring er tætte relationer i samarbejde og vidensdeling. Man kan sige, at øget frihed for den enkelte betyder, at fællesskabet bliver sværere at opbygge,” siger Christine Secher.
For Peder Lind Sørensen ligger en stor del af løsningen på udfordringen i at have det rette setup, der kan være med til at styrke medarbejdernes samarbejde, selvom de fysisk sidder langt fra hinanden.
“Meget kan løses ved at man som virksomhed får de rigtige cloud-baserede løsninger, så medarbejderne altid har mulighed for udnytte data og systemer, hvorend de er. Det er en del af pakken, når man vil tilbyde medarbejderne at arbejde hybridt og remote, så må man også sørge for at give dem de bedste redskaber til det.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk