Økonomisk usikkerhed kan få forbrugerne til at skære ned på visse varer og goder, men ifølge en ny undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv, har danskerne skruet op for forbruget af take-away.
Flere og flere danskere får deres daglige mad leveret med bud fra en af lokalområdets restauranter, og ifølge tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse, er danskernes onlinebestillinger af take-away mad vokset ganske markant siden 2022.
Det kan der være flere grunde til. Der har gennem de seneste år været en stærk vækst i antallet af udbringningstjenester, der kører mad ud til de sultne danskere, og samtidig er kvaliteten af den mad, man kan få bragt ud, steget betydeligt gennem årene.
”Vi har set, at den økonomiske usikkerhed har fået en del forbrugere til at skære i forbruget, så jeg er faktisk en smule overrasket over, at take-away mad, som for de fleste hører til i en nice-to-have-kategori, ikke er ramt, men i stedet vokser så markant,” siger Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
Ser vi på tallene, kan vi se, at det især er de unge, der køber mest take-away. Syv ud af ti fortæller, at de får maden leveret på denne måde minimum én gang om måneden.
Det er ikke kun vores aftensmad, der i stigende grad bliver leveret til døren. Det samme gør også vores dagligvare og mange af de andre store og små køb, vi foretager os i hverdagene. Nye bøger, nye køkkenredskaber og nyt tøj, alt sammen bliver leveret til hjemmeadressen eller til nærmeste pakkeshop.
Ifølge Niels Ralund er den største grund til danskernes stigende brug af både take-away og hjemmeleveringer, at det gør hverdagen en smule nemmere.
”Det er jeg helt overbevist om også gælder for take-away. Det gør simpelthen dagligdagen lettere, og det vil mange gerne betale lidt ekstra for. Samtidig er udbuddet også vokset, så man kan få stort set al slags mad leveret til døren lynhurtigt.”