En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at kinesiske Temu, trods det store negative fokus, har godt fat i de danske forbrugere, og at fire ud af ti dag handler på platformen.
Der er blevet sagt og skrevet mangt og meget om kinesiske Temu, deres forretning og meget lave priser, og ikke mindst om kvaliteten af de varer, man kan erhverve sig på platformen.
Ikke desto mindre har danskerne også fået øje på de mange gode tilbud, og ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv trækker disse tilbud 39 procent af de danske forbrugere ind på platformen. Tallet er vokset fra 32 procent i maj måned.
Læs også: 18 ud af 19 stykker legetøj dumpede test.
”Selvom gennemsnitskøbene er små, så er det stadig uhyggeligt mange ordrer, der går til Temu. Det kan altså mærkes hos mange danske virksomheder. Jeg taler jævnligt med virksomheder, der siger, at de er pressede af Temu. Både fordi de mister ordrer, men også fordi annoncepriserne bliver presset op. Det er bekymrende,” siger e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund.
Det store fokus på Temu, deres kvalitet og det faktum, at de hidtil har benyttet sig af en forretningsmodel, der tillader dem at snige sig uden om EU’s lovgivning, gør ifølge Niels Ralund, at politikerne må endnu mere på banen, end de er i dag. For der er ikke tid til at vente på, at forbrugerne ændrer holdning.
”Derfor er jeg også glad for, at Danmark og flere andre lande har foreslået at fjerne Temus told-fordel, og at der generelt er kommet mere fokus på, at Temu og andre platforme fra lande uden for EU skal leve op til de samme regler som danske og europæiske virksomheder. Forhåbentlig kan analysen få politikerne til at handle hurtigere. Det er der – som analysen viser – brug for,” siger han.