Den danske musikstreamingtjeneste Mdundo har millioner af brugere på tværs af Afrika, hvor musikerne er langt mindre organiserede end i Vesten. Markedet vokser sig kun større, fortæller bestyrelsesformanden.
En af de største musikplatforme i Afrika er dansk og har hovedsæde i Charlottenlund nord for København. Tjenesten hedder Mdundo, og den har i dag mere end 37 millioner månedlige aktive brugere.
“Vi fokuserer hovedsageligt på Nigeria, Kenya, Tanzania, Ghana og Sydafrika, og det gør vi, fordi det er store vækstmarkeder. Samtidig har vi over en million brugere uden for Afrika, da vi er tilgængelige over hele verden,” siger bestyrelsesformand i Mdundo, Jesper Vesten Drescher.
Musiktjenestens vækst er bl.a. drevet af partnerskaber med afrikanske teleudbydere, men disse partnerskaber fungerer på en ganske anden måde, end mange kender det fra de tjenester, man i Danmark ofte har koblet op til sit mobilabonnement.
Da meget telefoni i Afrika er prepaid, køber man som bruger såkaldt airtime og kan derigennem abonnere på diverse tjenester. På den måde kan brugerne betale for musiktjenester og dataforbrug via telefonregningen. Og netop data er et af de områder, hvor Mdundo adskiller sig fra mange andre lignende musiktjenester.
“Mange steder i Afrika er data meget dyrt, og samtidig er netværksforholdene ikke altid, som vi kender det i Danmark. Så vi har lavet en tjeneste, der skal bruge meget mindre data end lignende tjenester. Det er en vigtig del af Mdundo, for vi bruger også meget lidt lagerplads på telefonen, hvilket for mange afrikanere er et stort problem, da deres telefoner typisk har mindre af det,” siger Jesper Vesten Drescher.
Større publikum
Et af de områder, hvor den afrikanske musikkultur adskiller sig markant fra den vestlige, er, at de lokale musikere rundt omkring på kontinentet ofte er langt mindre organiserede hos store pladeselskaber end i Vesten.
Dermed kan det også være svært at få sin musik ud til et større publikum, og derfor har man hos Mdundo lagt magten over i kunstnernes egne hænder.
“De uploader selv musik til platformen, og så udbetaler vi royalties direkte til dem. På denne måde kommer de ud til et langt større publikum, selvom de ikke arbejder medpladeselskaberne,” siger Jesper Vesten Drescher.
Bestyrelsesformanden fortæller samtidig, at en af styrkerne ved Mdundo også er, at tjenesten fokuserer på at formidle musik på mange af de lokale sprog, som ellers ikke prioriteres særlig højt hos mange af de andre tjenester på markedet.
Ifølge Jesper Vesten Drescher er der da også store muligheder på det afrikanske kontinent, og Mdundo forventer således at runde 40 millioner månedlige aktive brugere i juni 2025.
“Vi ser ind i et stærkt voksende marked, og vi har allerede millioner af brugere især i de lande, der ser ud til at blive virkelige vækstmarkeder de kommende år.”