Kritikken er igen haglet ned over den kinesiske shoppingplatform Temu, efter at Forbrugerrådet Tænk i en undersøgelse af platformens produkter dumpede 30 ud af 38 produkter. Ifølge Temu selv gør de alt for at leve op til kravene.
Når man, som det er tilfældet for Temu, får dumpet 30 ud af 38 produkter i en test, ville det nok få de fleste til at overveje, om man gør tingene godt nok.
Lægger man det sammen med, at en test et halvt år tidligere dumpede 18 ud af 19 stykker legetøj og konkluderede, at disse var farlige for børn, ville de førnævnte overvejelser veje endnu tungere.
Læs også: 30 ud af 38 Temu-produkter dumper test
Som svar på kritikken har Temu blandt andet udtalt, at de produkter, der dumper diverse tests, bliver fjernet, så de ikke længere kan købes via platformen.
Et andet spørgsmål er dog, hvorfor alle disse produkter, der bliver kategoriseret som farlige, eller som ikke lever op til diverse sikkerhedskrav, overhovedet er at finde på Temu, når de ikke lever op til gældende krav – og åbenbart heller ikke til Temus egne krav.
“Temus metode til at arbejde med produktsikkerhed handler om at arbejde forebyggende og samtidig hele tiden være opmærksom på mulige problemer. Alle produkter, der ikke overholder kravene, vil blive fjernet med det samme. Vi arbejder også løbende på at udvikle vores processer for kvalitetskontrol,” skriver de i et svar til Marketconnect.
Vejleder konstant
I juni blev Temu underlagt reglerne i EU’s ‘Digital Services Act’, som er betydeligt mere omfattende end de regler, de tidligere har været underlagt.
Tidligere har de kunnet undgå gældende EU-lovgivning ved at optræde som formidler af eksterne producenters produkter, og dermed har de ikke selv haft ansvaret for anklager om eksempelvis farligt børnelegetøj.
Selvom den nye kategorisering er et skridt i den rigtige retning, får det dog ikke træerne til at vokse ind i himlen, understregede Betina Schønning, chefkonsulent hos Dansk Erhverv, dengang i juni.
“Temu er gode til mange ting, men jeg kan på danske og europæiske virksomheders vegne godt være bekymret for, hvor gode de er til at sikre sig, at der ikke bliver solgt farlige eller ulovlige produkter på siden, som de nu skal gøre efter ‘bedste evne.’ Derfor er der brug for, at myndighederne fører kontrol med det og udstikker bøder, hvis reglerne overtrædes.”
På spørgsmålet om, hvorvidt Temu har tænkt sig at ændre sin tilgang over for producenterne, når de produkter, der handles på Temu, igen og igen dumper i diverse test, er svaret, at “ansvarlighed og sanktioner” er klart defineret inden for deres kvalitetskontrolramme.
“Vi vejleder konstant sælgere om behovet for streng overholdelse af produktsikkerhed for at sikre, at de er fuldt ud bevidste om deres ansvar. Overtrædelser kan resultere i advarsler, sanktioner, produktfjernelse, kontolukning eller endda henvisning til regulerende myndigheder for alvorlige eller gentagne overtrædelser. Temu har en blokeringsliste for at forhindre problematiske sælgere i at komme ind på platformen igen,” skriver de.

