Erria A/S har overgået forventningerne for første halvår af 2024, hvilket har ført til en opjustering af helårsprognosen.
Den danske shippingvirksomhed, Erria, har præsenteret halvårsregnskab, og det er med kulsorte tal på bundlinjen.
Selskabet rapporterede en omsætning på 88,7 mio. kr., et mindre fald fra 94,7 mio. kr. i samme periode sidste år, men opretholdt en stabil EBITDA på 4,4 mio. kr. EBIT steg marginalt til 3,8 mio. kr. fra 3,7 mio. kr. i 2023. Denne stabile præstation skyldes bl.a. Erria’s effektive gældshåndtering, der har resulteret i, at al langfristet gæld til banken nu er afviklet.
“Erria har øget rentabiliteten samtidig med, at vi har været i stand til at afvikle al langfristet gæld til banken. Vores resultater for første halvår af 2024 overstiger vores oprindelige forventninger, og vi er stolte over at kunne opjustere vores forventninger for hele året,” siger Henrik N. Andersen, Group CEO.
Fremadrettet forventer Erria en årsomsætning på 185-200 mio. kr., en EBITDA i niveauet 7-9 mio. kr., og en EBIT mellem 6-8 mio. kr. Denne optimisme understøttes af vækst i offshore- og subsea-sektorerne, samt et stærkt strategisk partnerskab med Maersk gennem datterselskabet Cathay Seal.
Erria har også formået at optimere driften i Erria Container Services, hvilket yderligere har styrket selskabets rentabilitet.