En ny undersøgelse fra Business Danmark viser, at selvom interessen for at blive selvstændig er høj blandt unge, er antallet af selvstændige i Danmark faktisk faldet.
Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i, og verdens bedste iværksætterland. Paroler har vi hørt mange gange, men til trods for de mange ord om iværksætteri, bliver færre og færre unge selvstændige iværksættere.
Det sker til trods for, at stadigt flere unge gerne vil være selvstændige. Ifølge undersøgelsen fra Business Danmark drømmer hver fjerde dansker under 35 om at være selvstændig, men samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af selvstændige er faldet med over 25.000 de seneste 15 år, mens arbejdsstyrken generelt er vokset.
nDen primære årsag til denne udvikling er ifølge undersøgelsen økonomisk usikkerhed og mangel på startkapital.
“Økonomisk usikkerhed og manglende startkapital er de største barrierer for unge, der ønsker at blive selvstændige,” siger Tom Erling Skovbon, direktør for FranchiseHub.
Dette afspejler sig i de unges valg, hvor mange vælger at blive en del af et franchisekoncept, som tilbyder en mere sikker vej til selvstændighed.
Vælger franchising
27-årige Daniel Blomkvist-Lassen er et eksempel på en ung, der har fundet succes som selvstændig gennem franchising.
“Jeg har altid villet være min egen chef, men den økonomiske usikkerhed kan være skræmmende. Derfor valgte jeg at blive franchisetager hos Sjölin,” siger han.
For Daniel har franchising betydet, at han kan være selvstændig, men samtidig have støtte fra et etableret koncept. “Det er min butik, men jeg har et solidt koncept og nogen at sparre med, hvis jeg støder på udfordringer.”
Denne tendens, hvor flere unge vælger franchising som vej til selvstændighed, forklarer Tom Erling Skovbon:
“Mange unge kender modellen fra succesfulde kæder som 7-Eleven, og det gør dem mere trygge ved at starte op. Der er større sandsynlighed for succes, når man starter med et gennemprøvet koncept.”