Rundt omkring i danske virksomheder sidder mange medarbejdere, der kæmper med den usynlige sygdom angst. Carsten Juul, formand i Angst & Stressforeningen, guider her ledere, der har ansatte, som kæmper med netop angst.
Angst er en diagnose, der er blevet mere udbredt de senere år, og derfor er det vigtigt, at ledere har et grundlæggende kendskab til den.
“I de seneste år er vi blevet mere bevidste om, at angst ofte opstår som følge af bekymringer. Vi bekymrer os for meget, hvilket fører til stress og angst. Dette aktiverer kroppens overlevelsessystem, som reagerer, som om vi står over for en livstrussel,” siger Carsten Juul.
Som cand.psych.aut og specialist i både kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi møder han dagligt mange af dem, der kæmper med angst i hverdagen. Derfor ved han også, hvordan det påvirker individet både privat og på arbejdet.
“Det handler ikke kun om et dårligt arbejdsmiljø. De indre omstændigheder spiller en stor rolle, når folk rammes af angst, og her er bekymringer en væsentlig faktor.”
Carsten Juul lægger ikke skjul på, at et af de største og mest gennemgående problemer for folk med angst er, at de bekymrer sig alt for meget. Her giver han tre gode råd til ledere, der har medarbejdere med angst:
Sikre klare rammer og forventninger
En af lederens udfordringer i dag er, at mange medarbejdere arbejder under selvledelse. Vi har ikke længere en leder, der som tidligere deler ordrer ud.
For en person med angst er det meget vigtigt, at der er klare rammer for arbejdet og et klart defineret mål. Mange ledere er ikke gode til dette, og det kan skabe unødvendige bekymringer hos medarbejderne.
Grundlæggende set skaber bekymringer angst, især når de varer ved i for lang tid. Hvis man giver folk mindre at bekymre sig om, fx gennem meget klare rammer og forventninger, kan man eliminere en stor del af de bekymringer, der skaber angst.
Åbenhed og klare kommunikationslinjer er essentielle, og lederens dør skal altid være åben for medarbejderens spørgsmål.
Psykologisk tryghed
Psykologisk tryghed er blevet et lidt hypet begreb, men det er afgørende for at skabe et miljø, hvor medarbejderne føler, at de kan begå fejl uden frygt. Hvis man ikke er bange for at fejle, bekymrer man sig mindre.
Det er noget, vi alle kan relatere til; frygten for at begå fejl eller misforstå tingene og gå i en forkert retning. Som leder bør man skabe et miljø, hvor det er okay at begå fejl, så medarbejderne tør være selvstændige og løse opgaverne, som de selv mener er bedst.
Angst eller ej, er det altid en god idé at skabe en arbejdsplads, hvor fejl ikke udløser vrede og anklager, da det er en sikker måde at gøre medarbejderne utilpasse på.
Italesætte bekymringer
Det er vigtigt at kunne sige, at ikke alle bekymringer er virksomhedens ansvar, og at konstant bekymring ikke er en god idé. Vi har fået en fortælling om, at alle dårligdomme blandt medarbejderne skyldes dårligt arbejdsmiljø.
Det er sandt, at dårligt arbejdsmiljø er skyld i mangt og meget, men medarbejderne har også selv et ansvar for deres velbefindende.
Nogle medarbejdere bekymrer sig uanset, hvad virksomheden gør. Det er vigtigt at forklare, at mange bekymringer er unødvendige, og at forståelse for dette er nødvendig for at bekæmpe stress.