På 30 år er andelen af befolkningen, der ikke har dansk statsborgerskab, tredoblet. Samtidig bliver flere og flere i Danmark født uden statsborgerskab, viser en analyse fra ROCKWOOL Fonden.
En større og større andel af borgere i Danmark har ikke dansk statsborgerskab.
Over de sidste 30 år er andelen af borgere i Danmark, der ikke har statsborgerskab, steget fra 3 procent til 10 procent. Det svarer til en stigning fra omkring 166.000 i 1992 til cirka 620.000 personer i 2023.
Det viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden.
Som borger uden statsborgerskab kan det påvirke ens tilknytning til landet, siger forsker i ROCKWOOL Fonden Mikkel Mertz:
”Borgere uden statsborgerskab har ikke de samme rettigheder som statsborgere. De kan blandt andet ikke stemme ved folketingsvalg, hvilket kan påvirke både den enkeltes tilknytning til samfundet og incitamentet til at investere i fx sprogundervisning og uddannelse”.
Udover stemmeret giver statsborgerskab også ret til fx visumfri rejser i EU og adgang til jobs forbeholdt danske statsborgere, som fx at blive politibetjent.
I grove træk kan herboende i Danmark uden statsborgerskab opdeles i tre grupper:
- Personer, der er kommet til landet fra andre vestlige lande, hovedsageligt for at arbejde. Omkring halvdelen af herboende uden dansk statsborgerskab er i denne gruppe.
- Omkring en fjerdedel af personerne uden statsborgerskab er efterkommere, der er født i Danmark, af forældre uden statsborgerskab.
- Den sidste fjerdedel består af personer, der er indvandret af arbejdsmæssige grunde fra ikke-vestlige lande, samt personer, der har slået sig ned af andre grunde. Fx for at studere eller er blevet kærester med en dansker.
Vestlige udgør fortsat større andel
Fra 2006 og frem er andelen af borgere uden statsborgerskab, som kommer fra vestlige lande, steget markant. Det skyldes blandt andet EU-udvidelsen i 2004, hvor 10 lande, herunder Polen, Ungarn og Estland blev inkluderet i EU, og borgere fra disse lande fik nemmere adgang til Danmark.
I begyndelsen af 1990’erne havde omkring 6 ud af 10 personer uden dansk statsborgerskab baggrund i et ikke-vestligt land, mens det i dag er omkring 5 ud af 10.
Efterkommere uden statsborgerskab
I de sidste 30 år har andelen af efterkommere uden dansk statsborgerskab været konstant stigende.

I 1992 udgjorde efterkommere uden dansk statsborgerskab under én procent af befolkningen, svarende til knap 38.000 personer. I 2023 var andelen steget til 2,5 procent, svarende til ca. 148.000 personer. Det svarer til en tredobling.
Hen over den analyserede periode er der også sket en stigning mht. indvandrere uden dansk statsborgerskab. Denne gruppe er gået fra at udgøre omkring 2,5 procent af befolkningen i 1992 til ca. 8 procent af befolkningen i 2023.
Efterkommere med udenlandske forældre, der ikke har statsborgerskab, skal selv forsøge at få det, når de fylder 18 år.

