Seniorer bliver en stadig vigtigere del af arbejdsstyrken. Men vil virksomheder holde længere på erfaringen, kræver det, at samtalen om opgaver, trivsel og udvikling bliver taget flere år før pensionsalderen.
Bjarne er 61 år.
Han har været på arbejdspladsen i mange år. Han ved, hvorfor maskinen driller på kolde morgener. Han ved, hvem hos leverandøren der tager telefonen, når noget haster. Og han ved, hvordan nye medarbejdere bedst kommer i gang, uden at produktionen taber fart.
Nu har han besluttet sig for at stoppe tidligere, selv om han har nogle år tilbage til pensionsalderen.
For Bjarne er det et personligt valg. For virksomheden kan det blive et driftsproblem. Hans opgaver skal fordeles, relationerne til kunder og leverandører skal gives videre, og den viden, han aldrig fik skrevet ned, skal helst nå at lande hos andre, før han går ud ad døren for sidste gang.
Det er netop den type erfaring, Videnshuset Cabi i 2026 har fokus på i et samarbejde med Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, som er en del af VIVE. Samarbejdet skal gøre ny viden om seniorer brugbar for virksomheder, der står midt i en hverdag med mangel på arbejdskraft, travl drift og erfarne medarbejdere, som nærmer sig den sidste del af arbejdslivet.
I spidsen for Cabis arbejde står seniorkonsulent Marie Bergh Lødrup. Hun møder flere virksomheder, der først begynder at tale med medarbejderen om hans eller hendes kommende år på arbejdspladsen, når pensionsalderen nærmer sig. Ifølge hende bør den dialog begynde langt tidligere.
”Mange virksomheder kommer til at få brug for de erfarne medarbejdere i de kommende år. Derfor skal de begynde dialogen i god tid, gerne flere år før medarbejderen når pensionsalderen,” siger Marie Bergh Lødrup.
Seniorerne bliver en større del af regnestykket
For virksomheder, der allerede kæmper med rekruttering, er seniorerne svære at overse.
I dag er 14 procent af arbejdsstyrken over 60 år. Om 15 år vil næsten hver fjerde dansker være over 67 år. Samtidig bliver de yngre årgange mindre.
Det betyder, at flere virksomheder skal løse to opgaver på samme tid: De skal tiltrække nye medarbejdere. Og de skal holde længere på de erfarne, de allerede har.
Udviklingen er i gang.
Ifølge tal fra Dansk Arbejdsgiverforening er antallet af lønmodtagere mellem 65 og 69 år steget med 67 procent siden januar 2020. Det svarer til 43.900 flere beskæftigede. I december 2025 havde 100.700 personer over folkepensionsalderen lønindkomst.
Seniorerne arbejder også mere end tidligere. Ifølge Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet arbejder de 70 til 79-årige 70 procent flere timer end i 2008. For de 65 til 69-årige er stigningen 60 procent.
”Det er ikke små forskydninger i kanten af arbejdsmarkedet. Det er et tydeligt signal om, at seniorerne udgør værdifuld arbejdskraft, som virksomhederne ikke har råd til at overse,” siger Marie Bergh Lødrup.
Virksomheder kan overse værdifuld erfaring
På mange arbejdspladser lever der stadig en forestilling om, at seniorer har sværere ved at lære nyt, har vanskeligere ved at følge med digitalt og allerede har blikket rettet mod pensionen.
Men det billede er for snævert, mener Marie Bergh Lødrup.
”Det kan blive en dyr fordom at holde fast i. Hvis arbejdsgivere automatisk sorterer erfarne medarbejdere fra, risikerer de samtidig at sortere værdifuld arbejdskraft fra,” siger hun.
Hun henviser til forskning fra Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, som tegner et mere nuanceret billede af seniorer på arbejdsmarkedet.
Forskningen viser, at mange seniorer bidrager med stabilitet, branchekendskab, overblik og en stærk forståelse for kunder, kolleger og samarbejde. Det er ofte medarbejdere, der ved, hvorfor tingene fungerer, og hvad der sker, når de ikke gør.
Samtidig viser forskningen, at mange seniorer gerne vil opgradere deres kompetencer og tager imod efteruddannelse, når de får muligheden.
”Udfordringen er derfor ikke nødvendigvis, at seniorer ikke vil udvikle sig. Den kan lige så vel være, at de ikke bliver spurgt, om de har mod på at efteruddanne sig,” siger Marie Bergh Lødrup.
Samtalen skal begynde tidligere
Dialogen om den sidste del af arbejdslivet bør begynde, mens medarbejderen stadig har flere år til pensionsalderen. Så kan den handle om opgaver, trivsel, udvikling og ønsker til arbejdslivet frem for om, hvornår medarbejderen vil stoppe.
En generationsanalyse fra Lederne viser, at mange i Generation X, personer født mellem 1965 og 1980, ser det som deres eget ansvar at tage hånd om trivsel og arbejdsliv. Det kan være en styrke. Men det betyder også, at de ikke nødvendigvis deler deres overvejelser med den nærmeste leder.
”Jo tidligere lederen tager hul på dialogen, desto bedre tid er der til at finde løsninger, der giver mening for både medarbejderen og arbejdspladsen,” siger Marie Bergh Lødrup.
Hun understreger, at målet ikke er at overtale alle til at blive. Det handler om at undersøge, hvilke muligheder der kan gøre et længere arbejdsliv attraktivt for den enkelte.
”Måske er nedsat tid eller en ekstra fridag det, der skal til. Det kan også være færre tunge løft, andre opgaver eller efteruddannelse. I mange tilfælde kan ganske små ændringer gøre en stor forskel,” siger hun.
Vil du have viden om eller værktøjer og inspiration til, hvordan din virksomhed kan arbejde med en seniorstrategi, lave en seniorpolitik eller afholde en seniorsamtale? Klik HER

