Som følge af et tilfredsstillende kapitalgrundlag igangsætter sparekassen et aktietilbagekøbsprogram på i alt 100 mio. kr.
“Vi står på et økonomisk solidt grundlag, og vi bruger derfor nu en del af vores overskudskapital til at tilbagekøbe egne aktier med det formål efterfølgende at annullere aktierne. Aktietilbagekøbet er således et klart signal til vores aktionærer om, at vi ønsker at tilgodese dem og i øvrigt føre en aktionærvenlig politik,” lyder det fra adm. direktør Lars Petersson fra Sparekassen Sjælland-Fyn.
Aktietilbagekøbet flugter med sparekassens strategi ‘Mod nye mål’, hvor det fremgår, at aktionærers kontante udbytte skal udgøre mindst 25 pct. af sparekassens overskud, og hvor det har været målet at øge den samlede udlodning via aktietilbagekøb.
Det mål indfries nu efter, at sparekassen ved den ordinære generalforsamling i marts 2024 fik tilladelse til at opkøbe egne aktier.
Aktietilbagekøbet igangsættes mandag den 13. maj 2024 og vil være afsluttet senest den 5. februar 2025.

									 
					