Den danske biotekvirksomhed, Ousia Pharma, har i en nyligt afsluttet finansieringsrunde sikret en investering på et trecifret millionbeløb fra den Boston-baserede venturefond Omega Funds.
Ousia Pharma, der udvikler et lægemiddelkandidat til fedmebehandling, har netop rejst et stort trecifret millionbeløb, der skal drive udviklingen af kandidatet frem til og med afslutningen af fase 1-studier.
En lægemiddelkandidat er et stof, som forskere undersøger for at finde ud af, om det kan bruges som medicin. Det er altså ikke godkendt endnu, men har vist lovende resultater i laboratoriet og skal nu testes videre – og det er netop det, der er tilfældet for Ousia Pharma.
Deres lægemiddelkandidat er designet til at adressere fedme gennem en såkaldt tredobbelt virkningsmekanisme, hvilket potentielt kan tilbyde en alternativ og samtidig mere effektiv vægttabsbehandling sammenlignet med eksisterende terapier.
“Denne investering er en stærk anerkendelse af vores videnskabelige fundament og det potentiale, vores lægemiddelkandidat repræsenterer. Med Omega Funds som partner får vi ikke blot kapital, men også strategisk sparring og global erfaring, som vil være afgørende i vores videre udvikling,” siger Anders Bue Klein, CEO i Ousia Pharma.
Han fortæller videre, at virksomheden, der er spundet ud af Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter (CBMR) ved Københavns Universitet og har siden modtaget 14 millioner kroner i finansiel støtte fra BioInnovation Institute (BII), nu er godt positioneret til at bringe vores prækliniske koncept til klinisk afprøvning.
Hos netop BII, der tidligt så et stort potentiale i teamet og forskningen bag Ousia Pharma, ses det som en stor succeshistorie for hele det danske innovationsøkosystem, at virksomheden har rejst et trecifret millionbeløb fra en international investor.
“Det er sjældent, at en udenlandsk fond investerer så mange penge i et dansk biotekselskab på et så tidligt stadie. Dermed er investeringen et klart vidnesbyrd om et velfungerende innovationsøkosystem, der skaber en række fantastiske virksomheder såsom Ousia,” siger Jens Nielsen, administrerende direktør for BII.