En ny undersøgelse viser, at mange danskere er bekymrede over myndighedernes brug af mindreårige “børneagenter” til at afsløre ulovligt salg af alkohol og tobak – en metode, der har været mulig siden sommeren 2024. HK og De Samvirkende Købmænd råber vagt i gevær.
En nylig undersøgelse, foretaget af analyseinstituttet Norstat for De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at danskerne over en bred kam ikke er begejstrede for Sikkerhedsstyrelsens brug af såkaldte ’børneagenter’ til at dokumentere ulovligt salg af alkohol og tobak til mindreårige.
For når der i en butik eller et supermarked sælges alkohol eller tobak til mindreårige, er det som oftest kassemedarbejderen, der konfronteres med Sikkerhedsstyrelsens udsending, og de kan ifølge adm. direktør i DSK, Jannick Nytoft, være en hård oplevelse.
“I dag er det desværre sådan at det er medarbejderen ved kassen der med det samme fejlen er begået konfronteres direkte af myndighederne. Det er uhensigtsmæssigt og kan på mange medarbejdere virke voldsomt og grænseoverskridende,” siger han.
Som reglerne er i dag, risikerer medarbejderen, der begår en fejl, at modtage et brev fra Sikkerhedsstyrelsen med besked om, at vedkommende har overtrådt loven – og at navnet kan blive givet videre til politiet.
Det bør dog ikke være sådan, det foregår, hvis man spørger Mette Høgh, der er formand for de butiksansattes fagforening HK Handel.
“Det kan opleves meget voldsomt at få stukket sådan en seddel i hånden, og vi ved, at det får mange ansatte til at bryde sammen, fordi de kommer til at føle sig som kriminelle. Derfor vil vi også gerne opfordre til, at man fra politisk side bør overveje om, man ikke kan gøre mere for at skåne medarbejderne, når man nu vælger at gøre brug af denne metode,” siger hun.
Omtrent en tredjedel af respondenterne i DSKs undersøgelse finder det urimeligt eller meget urimeligt, at staten bruger mindreårige til at lokke fejl frem i butikker. Lidt over en tredjedel mener, at ordningen er rimelig i et vist omfang, mens en fjerdedel er i tvivl og svarer “hverken/eller”.
“Ordningen med unge kontrolkøbere hører ikke hjemme i den almindelige detailhandel. Det er en kontrolmetode, der typisk bruges ved alvorlig kriminalitet – ikke ved almindelige menneskers små fejlskøn,” siger Jannick Nytoft.