Der er mange regler, man skal forholde sig til som virksomhed i Danmark – og ifølge mange er der også alt for mange regler, som æder både tid og penge.
Gennem de seneste måneder har der været gentagne historier om virksomheder, der ikke bare kæmper for at skabe omsætning og arbejdspladser, men som også bruger en ganske stor del af deres tid på at prøve at følge med bølgen af nye regler, der sættes i verden – og overholde alle dem, der allerede findes.
Den danske lovmølle kræver nemlig ikke bare meget tid, fokus og koster mange penge – den kan også være med til at tage modet fra de mange iværksættere, der skal skabe morgendagens arbejdspladser.
Regelbyrde tager modet fra ejere og iværksættere
Hos Fasterholt Maskinfabrik A/S i Brande, er ejerlederen Rikke Kjær Aslak ansvarlig for 85 medarbejdere, og hun har hidtil kunne klare sig med fire medarbejdere i administrationen, men nu må der ansættes yderligere to for at kunne følge med udviklingen.
“Vi vil rigtigt gerne følge reglerne, og derfor har det været nødvendigt. Desværre er der jo kun få steder at hente de ekstra omkostninger, og det er enten hos kunderne eller på bundlinjen. Det går ud over vores konkurrenceevne,” siger hun til DI.
Afhøring
Også hos Line Marie Wibroe, der er stifter og ejer af Andemors Verden, er regelbyrden en stor udfordring i det daglige.
Hun vurderer, at hun og medejeren, Stine Fenger-Mieritz, bruger omtrent en tredjedel af deres arbejdstid på at sikre, at Andemors Verden overholder regler om indberetning af papmængder, mærkningskrav, dokumentation og meget andet. Og selvom en tredjedel af arbejdstiden bruges på dette, kan der i sagens natur ske fejl såsom et manglende klistermærke – og det kan få konsekvenser.
”Jeg kan stadig huske, da en betjent ringede og afhørte mig om det her manglende klistermærke. Det var på ingen måde svært at spore den vare, og der har aldrig været problemer med produktet. Alt der manglende var en sætning på dansk. Jeg har aldrig været så tæt på at få et angstanfald. Det har været rigtig svært. Det har været et af de tidspunkter, hvor vi virkelig overvejede, om vi skulle fortsætte. Men både Stine og jeg elsker den her branche,” siger Line Marie Wibroe, siger hun til Dansk Erhverv.
Rikke Kjær Aslak fremhæver især regeringens regler om registrering af brugere af firmabiler som et en af de mange regler, der tog meget tid, og som viste sig at være spildt arbejde.
“Heldigvis blev registreringen af brugere af firmabilerne jo sløjfet. Men på det tidspunkt havde vi allerede brugt meget tid på at sætte os ind i det. Overordnet viser det jo, at der er brug for, at reglerne bliver tænkt mere igennem, før de bliver sendt ud. Skaden er allerede sket, når fejlene først opdages så sent,” siger hun.
Ifølge Line Marie Wibroe, er der til tider særligt frustrerende at bruge så meget tid på at forsøge at følge reglerne, og rapportere alt, der skal rapporteres – mens eks. markedets største spillere kan se stort på alle disse ting.
“Nu står forhandlernes kunder med fotos af billige kopivarer fra Temu og spørger, om de kan matche prisen. Imens gør Temu ikke noget for at overholde de regler, vi andre bruger energi på,” siger hun.