Love, regler, målepunkter og paragraffer. Der er nok at holde styr på, hvis man som dansk virksomhed vil følge reglerne – og mange kæmper med en alt for stor og voksende regelbyrde.
I Danmark er vi glade for love, regler og reguleringer – og det mærkes ikke mindst ude i de danske virksomheder, hvor man nu flere steder råber vagt i gevær over den konstant voksende regelbyrde, der ikke bare koster tid og penge – men også initiativlyst.
I Dansk Industri har man taget regelbyrde op som et selvstændigt tema i kampagnen “Ikke mere regelvanvid”, og ifølge DI’s chef for mindre og mellemstore virksomheder, Sine Linderstrøm, er der især de mindre danske virksomheder, der kæmper med de voksende regelmængder – og det i så høj grad, at mange overvejer at droppe tilværelsen som selvstændig.
“Både store og små virksomheder hæmmes af administrative byrder og regelvandvid. Men hvor de store i højere grad kan placere rapporteringsopgaverne i en compliance-afdeling, har de små virksomheder ikke de samme muligheder. Og ud fra de kommentarer vi har fået, kan vi se, at det koster på arbejdsglæden – og får flere virksomhedsejere til kraftigt at overveje, om de skal dreje nøglen om på deres livsværk,” siger hun.
Regelbyrden dræber lysten
Et eksempel på den store regelbyrde er CSR-direktivet, hvor findes der 1144 målepunkter at rapportere på. Ganske vist skal ingen virksomheder rapporterer på alle punkter – ikke desto mindre skal der for langt de flestes vedkommende rapporteres på flere hundrede af punkterne, hvis de skal leve op til direktivet.
“Jeg er stor tilhænger af, at vi skal rapportere mere på bæredygtighed. Og CSR-direktivet er et godt initiativ. Men jeg så gerne, at antallet af målepunkter blev reduceret markant,” siger Morten Kjellev, Head of ESG i InstallatørGruppen.
De regler, der bliver flere og flere af, gælder bredt på tværs af brancher og sektorer, og danske virksomheder skal indrapporterer om mange forskellige ting. Det mærker man også på Bornholm, hvor glarmesterfirmaet Bornglas har til huse.
Her er indehaveren Erik Haas stærkt kritisk overfor de mange regler og indrapporteringer, der tager meget af hans tid i hverdagen. Så meget tid, at han overvejer, om det er umagen værd.
“Jeg bruger 3-4 timer hver uge på at håndtere og dokumentere de mange regler. Og jeg har ikke råd til kontorpersonale til opgaven, så det går ud over den tid, som jeg jo hellere vil bruge til at tjene penge til firmaet. Nu har jeg været i gang i 25 år, men de mange regler gør, at jeg overvejer at lukke firmaet. Byrden har taget overhånd og det er spild af tid,” siger han i et interview med Dansk Industri.
Han fortæller videre, at et sundt niveau af regler og kontrol er afgørende i hans branche; byggebranchen, men samtidig mener han, at det nuværende niveau af regler kvæler lysten til at drive forretning.
“Jeg ser mange unge med gåpåmod og lyst til at starte deres eget. Men når jeg så fortæller om papirarbejdet, skræmmer det dem væk. Politikerne opfordrer samtidig danskerne til at starte nye virksomheder, men de glemmer at fortælle om bagsiden af medaljen. Jeg ville aldrig selv starte egen virksomhed i dag.”