Det danske markedsføringsbureau Vaekst Digital har opkøbt SEO-bureauet Concept Interest med base i Florida. Målet med overtagelsen er ifølge CEO, Rune Bruun Hansen, at ruste virksomheden til en stigende SEO-efterspørgsel.
Marketing-bureauet Vaekst Digital, der specialiserer sig i digital markedsføring, har opkøbt det dansk-amerikanske SEO-firma Concept Interest, ledet af den danske SEO-ekspert, Thomas Rosenstand.
Opkøbet er et strategisk skridt i Vaekst Digitals vækstplan og forventes at styrke virksomhedens evne til at levere resultater i en stadig mere konkurrencepræget digital verden.
“Konkurrencen på Google er blevet benhård, og samtidig er efterspørgslen på SEO-rådgivning steget. Set i det lys er det et scoop for vores kunder, at vi nu føjer yderligere SEO-kapacitet til teamet i form af Thomas Rosenstand. Vi deler samme værdigrundlag, og med hans erfaring ombord vil vi i fremtiden kunne give vores kunder en endnu bedre sparring,” siger CEO, Rune Bruun Hansen.
Thomas Rosenstand, der internationalt anerkendt for sit arbdejde inden for SEO og digital strategi, har i over 25 år hjulpet virksomheder verden over med at navigere i det digitale landskab.
Med flere bøger og projekter bag sig ser han frem til at blive en del af Vaekst Digital som SEO Director. Her vil han bidrage til virksomhedens udvikling og øge synligheden for både sin egen kundeportefølje og Vaekst Digitals eksisterende kunder.
“Kunderne får en kæmpe fordel. Jeg har jo kun to hænder, så samarbejdet med Vaekst giver os som samlet enhed en unik mulighed for skabe endnu bedre resultater. Det handler om at skabe de bedst mulige rammer, så kunderne kan løfte deres forretning – og det gælder uanset, hvilken branche og hvilket marked de opererer på,” siger han.