Mister man sit job, når man er over 50 år, kan det vare længe, inden man finder et nyt job. Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, hvor meget seniorerne halter efter.
Kun fire ud af ti nyledige i aldersgruppen 60-64 år er tilbage i beskæftigelse efter et halvt år. Til sammenligning gælder det for 54 % på tværs af alle aldersgrupper.
Det er med andre ord sværere for de danske seniorer at finde tilbage på arbjedsmarkedet, når først ulykken har været ude med en fyringsseddel.
”Virksomhederne bliver ved med at skrige efter arbejdskraft, men tallene tyder på, at der sker et fravalg af seniorerne, og det er ikke godt nok. Hvis virksomhederne virkelig mangler arbejdskraft, må de blive bedre til at holde fast i seniorerne og sørge for at ansætte dem, der går ledige,” siger Emilie Agner Damm, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hvad der præcist ligger til grund for de skæve tal, er straks sværere at sige helt konkret. Ikke desto er de 60-64-årige er overrepræsenterede i forhold til langtidsledighed. Man er defineret som langtidsledig, når man har været ledig i mindst 80 % af tiden inden for de seneste 12 måneder.
I oktober var knap 24 % af de arbejdsløse 60-64-årige langtidsledige mod 16 % på tværs af alle aldersgrupper.
“Vi kan godt være bekymrede for, at ledige seniorer oplever aldersdiskrimination, der fører til langvarig ledighed. I værste fald forlader de arbejdsmarkedet permanent, og det er spild af evner og arbejdskraft, som virksomhederne ellers siger, at de mangler. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne giver de ældre chancen,” siger Emilie Agner Damm.

