En ny helbredsrapport fra If Forsikring viser, at 30-44-årige er de mest stressede i samfundet. 84 procent af de 30-44-årige oplever negativ stress i mere eller mindre grad.
Stress er ofte blevet kaldt en dansk folkesygdom, og rapport efter rapport viser da også, at danskerne kæmper en sej kamp mod stressen.
Sidste år viste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at de stressede danskere årligt koster samfundet en regning på næsten 55 milliarder kroner, og at Arbejdsrelateret stress sænker hvert år det effektive arbejdsudbud med 55.600 fuldtidspersoner. Heraf skyldes de 22.600 fuldtidspersoner sygefravær.
Nu viser en ny undersøgelse fra If Forsikring viser, at hele 73 procent af de 1.065 adspurgte danskere oplever negativ stress i større eller mindre grad. Det handler ikke bare om travlhed i hverdagen, men om stress, der går ud over både livskvalitet og arbejdsevne. Mere end hver tredje fortæller, at de har været stressede i mere end seks måneder.
“Rapporten viser, at en meget stor del af danskerne har haft stress inde på livet, og det er bekymrende, for stress har ikke kun store konsekvenser for den enkelte. Det koster hvert år samfundet adskillige milliarder, når mange rammes af stress og må sygemeldes,” siger Kristina Ström Olsson, sundhedsstrateg hos If.
Selvom der er tale om et fald fra 2024, hvor 83 procent svarede, at de oplevede stress i mere eller mindre grad, mener hun stadig, at tallet er for højt.
Ifølge sundhedsstrategen kan den enkelte dansker gøre flere ting for at mindske risikoen for at få stress.
“Det er enormt vigtigt at bygge et stærkt fundament for din sundhed. Prøv at være fysisk aktiv, få nok søvn, sæt tid af til at være sammen med venner og familie, spis sundt og regelmæssigt og hold igen med alkohol,” siger Kristina Ström Olsson.