Regeringen har i dag taget fat på drøftelserne om USA’s såkaldte “Most Favored Nation (MFN)”, som er USA’s nye prispolitik på lægemidler. Regeringen har nedsat en taskforce om sagen som havde første møde i dag. MFN kan få alvorlige konsekvenser for danske life science-virksomheder, og derfor mener landets største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI), at det er vigtigt, at regeringen kommer med konkrete initiativer for at afbøde de værste følger af reguleringen.
– Vi har haft et rigtig godt første møde, og jeg vil gerne kvittere for at regeringen prioriterer sagen højt. Nu skal vi i arbejdstøjet og tænke i løsninger, siger Peder Søgaard-Pedersen, branchedirektør for DI Life Science.
MFN betyder, at USA ikke vil betale højere medicinpriser end man gør i andre lande. Danmark er udvalgt som referenceland, og priserne i Danmark bliver derfor afgørende. Det kan få virksomheder til at prioritere større markeder først, hvilket kan betyde, at danske patienter ikke længere får adgang til ny medicin eller at adgangen forsinkes.
– Det er både nødvendigt og positivt, at regeringen tager udfordringen alvorligt. Verden venter ikke på Europa og slet ikke på et lille land som Danmark. Udviklingen omkring MFN understreger, hvor hurtigt de globale rammevilkår kan ændre sig, siger Peder Søgaard-Pedersen.
Taskforce bør forberede flere scenarier
MFN kommer på et tidspunkt, hvor Europa allerede kæmper med udfordringer knyttet til investeringer, innovation og konkurrenceevne. Taskforcen bør derfor arbejde handlingsorienteret og forberede sig på flere mulige udfald af MFN.
– Det vigtigste for DI er, at taskforcen ikke alene bliver et monitorerings- og analyseforum. Vi kender udfordringerne. Nu skal vi også diskutere løsningerne. Hvis Danmark fortsat skal være et attraktivt land at investere, forske og udvikle i, kræver det, at vi går løsningsorienteret til værks fra start, siger Peder Søgaard-Pedersen.
– Det er afgørende, at vi ser på de langsigtede konsekvenser for innovation, investeringer og patientadgang. Vi kan ikke nøjes med at kigge på de produkter eller beslutninger, vi kan se her og nu. Det er ekstremt vigtigt også at fokusere på de investeringer, ansøgninger og lanceringer, som aldrig bliver til noget. Vi kan som lille land ikke tåle at vente på facit. Vi er nødt til at forberede os på de forskellige scenarier allerede nu, siger Peder Søgaard.
Fakta
Regeringens MFN Taskforce primære formål er at analysere konsekvenserne af USA’s prispolitik på lægemidler og sikre, at danske patienter fortsat har adgang til innovativ medicin.

